★★★☆☆☆
Forstå det hvem der kan, men Guy Ritchie har en høj stjerne hos aldrende drengerøve på grund af voldorgier som "Rub, stub og to rygende geværer" samt "Snatch". Faktum er dog, at han har primært har fået presseomtale via ekskonen Madonna.
I lighed med Madonnas skrækkelige royale drama "Wallis & Edward" synes hovedfokus i Guy Ritchies seneste udspil at være på tøjet. Og det sidder bestemt også som det skal på samtlige attraktive medvirkende og er i høj grad medvirkende til at give filmen det helt rigtige 60’er look.
For SPIONEN FRA U.N.C.L.E. foregår i 60erne – ligesom den semi-klassiske TV-serie, den er baseret på. Herhjemme blev vi spist af med sammenklippede filmversioner, og derfor må forhåndskendskabet til filmens univers nok være begrænset i dag. På den anden side forekommer filmens verbale koldkrigs-duel mellem USA og Rusland at være mere aktuel end nogensinde.
De appetitlige superhelte Henry Cavill ("Man of Steel") og Armie Hammer ("The Lone Ranger") spiller med sikker stilfornemmelse og passende glimt i øjnene rollerne som de rivaliserende agenter, og Hammer demonstrerer tilmed en overbevisende russisk accent.
Alicia Vikander (som vi tidligere på sæsonen nød i "Testement of Youth") virker lige lovlig mopset som den obligatoriske sexkilling (Hvem sagde Bond-babe?), men får snart mulighed for at rehabilisere sig selv i Tom Hoopers kommende Oscar-kandidat "The Danish Girl".
Sidst men ikke mindst konstaterer man med et vis vemod, at Hugh Grant nu synes henvist til en ligegyldig birolle, som han spiller på rutinen.
Musikalsk udviser Guy Ritchie en vis sans for at undgå de mest overrente sange fra perioden, men Daniel Pembertons underlægningsmusik synes i højere grad at have hentet inspiration fra Ennio Morricone end fra Jerry Goldsmith, der skrev den originale musik til serien.
Guy Ritchie har haft så travlt med at finpudse filmens visuelle udtryk, at han har glemt at tilføre filmen ægte spænding, og selv et par morsomme action-scener kan ikke få os til at interesserer os meget for historien. Men i det mindste fungerer filmen på det ydre plan og dermed hører den til de bedre Guy Ritchie-film.
