DEN VÆGELSINDEDE

★★★★☆☆

Kan Holbergs "Den vægelsindede" sige os noget i dag? Ja, så absolut – især hvis man tør gå så meget i kødet på den, som man gør på Odense Teater.

Louise Mieritz og Ditte Hansen flytter behændigt fokus, så forestillingen i højere grad kommer til at handle om de to meget nære veninder Pia og Mias trængsler med mændene. Og hvilke mænd! Andreas Jebro og Benjamin Kitter er begge ganske forrygende som disse såkaldte mænd, der hver på deres måder kæmper en indædt kamp for at finde deres plads i en ny verdensorden, hvor kvinderne har taget styringen.

Det betyder dog ikke, at kvinderne har mere styr på det. Både Christine Gjerulff og Louise Davidsen er yndige i deres neurotiske forsøg på at finde kærligheden, og virker i grunden ikke mindre omskiftelige end Lulu, DEN VÆGELSINDEDE.

Rikke Lylloff havde ved denne generalprøve endnu ikke fundet en måde at forløse Lulus mange facetter, men det kan jo komme efter premieren, så vi undgår den entydige overfladiske maske, vi blev præsenteret for her: En personificering af vor tids narcissisme, men Ludvig Holbergs DEN VÆGELSINDEDE rummer altså langt flere aspekter.

Til gengæld er det grund til at fremhæve den unge Magnus Christensen. Som den seksuelt tvetydige Henrik får han noget, der ligner et gennembrud, og viser samtidig en fornemmelse for stilkomedie, som lover godt for fremtiden.

Den nye teaterdirektør Jens August Wille sørger for et godt tempo på forestillingen, men hvor ville man ønske, at Camilla Bjørnvad havde valgt et scenebillede, der var lidt mindre ondskabsfuldt ved øjeæblet. Vel er det en grum og grim verden, vi befinder os i, men alligevel…det skulle jo gerne være en fornøjelse at gå i teatret, ikke?