GRAZIE GLORIA – en kavalkade over de bedste nyere italienske film

★★★★★☆

>

I en tid, hvor Cinemateket og til en vis grad også de danske filmimportører forsømmer italiensk film, må man glæde sig ekstra over en ny filmkavalkade i Gloria-biografen ved Rådhuspladsen.
Her vises en lang række spændende nye eller nyere italienske film med engelske undertekster onsdage kl. 19 (til 90 kr) og mandage kl. 12 til (til 20 kr.).

I åbningsfilmen NOI 4 tager instruktøren Francesco Bruni os med til det solbeskinnede Rom, hvor vi får et gensyn med bl.a. den russiskfødte Kseniya Rappoport, kendt for prisvindende præstationer i "Den ukendte kvinde" (La sconosciuta) af Giuseppe Tornatore og Giuseppe Capotondis "La Doppia Ora".

I september er der mulighed for at opleve Italien – og ikke mindst italienerne – på nært hold. Instruktøren Gabriele Salvatores (manden, der skabte Oscar-vinderen "Jeg elsker soldater") lader os følge livet i Italien i løbet af en dag i sin sært bevægende dokumentarfilm ITALY IN A DAY.

Italiens måske fineste mandlige skuespiller i disse år Elio Germano ("Min bror var enebarn" samt "La Nostra Vida", der indbragte ham prisen for mandlige hovedrolle i Cannes). yder endnu en pragtpræstation som digteren Giacomo Leopardi i Mario Martones IL GIOVANE FAVOLOSO, som man kan nyde i oktober. November byder på Gianfranco Rosis visuelt overdådige guldløve-belønnede dokomentarfilm SACRO GRA, der skildrer kontrasterne mellem det gamle og det nye Italien.

I julemåneden bliver vi forkælet med LA SEDIA DELLA FELICITA, den sidste film af Carlo Mazzacurati, der døde som 57-årig i 2014. Men inden nåede han heldigvis at lave denne eventyrlige komedie om jagten på rigdom.

Det nye år begynder med Ivano de Matteos I NOSTRI RAGAZZI inspireret af Herman Kochs kontrovercielle roman "Middagen". Her mødes to brødre jævnligt over en middag sammen med deres koner lige indtil en ulykke ryster dem alle og konfronterer dem med fundamentale værdinormer. På rollelisten finder vi bl.a. Vittorio Gassmans søn Alessandro Gassman ("Hamam – det tyrkiske bad") samt Giovanna Mezzogiorno ("Vinduet overfor").

I februar får vi så den store mester Ettore Scolas dybtfølte portræt af vennen og kollegaen Federico Fellini. CHE STRANO CHIAMARSI FEDERICO er en personlig kærlighedserklæring, der siger ligeså meget om Ettore Scolo, som den går om Federico Fellini, den mest originale af alle de store italienske filmskabere.

Festivalen slutter fornemt af i marts med den næsten tre timer lange NOI CREDEVAMO, endnu en bemærkelsesværdig film af den herhjemme urimeligt ukendte Mario Martone. Filmen blev af det italienske Film Akademi kåret som årets bedste. Vi følger tre brødre i 1800-tallets Italien, og får samtidig en indsigt i de begivenheder, der samlede støvlelandet til eet rige.

Grazie Gloria!

Yderligere oplysninger om festivalen finder man bl.a. på www.gloria.dk.

Oversigt:

NOI 4: 19/8 + 24/8 2015

ITALY IN A DAY: 16/9 + 21/9 2015

IL GIOVANE FAVOLOSO: 21/10 + 26/10 2015

SACRO GRA 18/11 + 23/11 2015

LA SEDIA DELLA FELICITA 16/12 + 21/12 2015

I NOSTRI RAGAZZI 20/1 + 25/1 2016

CHE STRANO CHAMARSI FEDERICO 17/2 + 22/2 2016

NOI CREDEVAMO 16/3 + 21/3 2016