★★★☆☆☆
Klicheerne står i kø, når det gælder boksefilm, og heller ikke instruktøren Antoine Fuqua har undgået dem, selvom hans barske og bloddryppende SOUTHPAW bestemt også rummer kvaliteter.
Først og fremmest har den Jake Gyllenhaal i dennes efterhånden årlige bud på en Oscar-nominering. Gyllenhaal yder en hård og sej indsats som bokseren med det sigende efternavn Hope. En mand, der har det hele, men mister alt, førend han begynder at lægge sit liv om.
Mindst ligeså god forekommer Forest Whitaker som hans no nonsense-træner, velnok Whitakers bedste siden Oscar-triumfen med "The Last King of Scotland". Også Rachel McAdams når at registrere positivt som bokserens støttende hustru, og så får lille Oona Laurence lidt af et gennembrud som bokserens svigtede datter.
Antoine Fuqua underspiller ikke filmens melodramatiske effekter, og der malkes en del følelser undervejs. Men da først Hope har nået bunden, så viser Fuqua sig som en stringent fortæller, og hans beskrivelse af miljøet i den lille lokale bokseklub emmer af autenticitet.
Ligesom "Training Day" ville også SOUTHPAW have været en bedre film, hvis Fugua havde forstået at kontrollere sin forkærlighed for ekstrem vold, der også her skaber en unødvendig afstand til historien. Vi væmmes, når den grædende lille pige skal se sin far blive banket til blods, og at det tilmed sker, mens en ellers ansvarlig voksen ser med , understreger blot Hollywoods stadig mere syge forhold til brutalitet.