VIOLETTE

★★★★★☆

Emmanuelle Devos ("Blodrøde læber") yder sin hidtil bedste præstation som forfatterinden Violette Leduc, en af de store, men ikke desto mindre underkendte skikkelser i forrige århundredes franske kulturliv.

VIOLETTE var ikke fra naturens hånd forkælet med et populært udseende og som mange såkaldte bastarder led hun af lavt selvværd. Kærligheden søgte hun hos begge køn, men oftest med afvisninger til følge.

Forfatterinden Simone de Beauvoir (knivskarpt fremstillet af Sandrine Kiberlain) har heldigvis sans for Violettes litterære kvaliteter, og snart får Violette lov til at snuse til den litterære verden, hvor Jean Genet og Jean-Paul Sartre repræsenterer yderfløjene.

Den store økonomiske gevinst udebliver dog, og Violette må ernære sig ved sortbørshandel og hænger samtidig på en saftig gammel mor (vidunderligt spillet af Catherine Hiegel), som hun på godt og ondt er knyttet til. Hun har dog en fan i den homoseksuelle parfumefabrikant (underfundigt fremstillet af Dardenne-skuespilleren Olivier Gourmet) og bliver også begavet med et månedligt bidrag – tilsyneladende fra en anonym giver.

Man genkender nænsomheden i Martin Provosts kunstnerportrætter fra filmen "Séraphine", som Yolande Moreau spillede så uforglemmeligt. Samtidig har Provost en udsøgt periodefornemmelse og en fornem sans for detaljen, der gør VIOLETTE til en sjælden fin filmoplevelse, der perspektiverer kvinders livsvilkår både før og nu.