★★★☆☆☆
Hvis man tror man skal på en vanlig teatertur, når man besøger Københavns Musikteater, så tager man fejl. Snart blir man af en myndig og resolut guide (morsomt spillet af Rosa Sand Michelsen) beordret til at iføre sig kittel og hætte for så at blive kommanderet udenfor. Vi skal naturligvis til rundvisning hos Daloon (eller rettere: Daloooon).
Men da bestyrelsesmødet endnu ikke er afsluttet endnu, må vi vente udenfor i fuld mondering til de forbipasserendes store forundring. Vi indskærpes samtidig en lang række regler og får tildelt en våd serviet, da det er af stor vigtighed, at man har rene hænder…
Vi bydes velkommen af ledelsen (rigeligt overgearet gestaltet af Peter Flyvholm), og forsikres om, at det går bedre end sidste år, bare ikke godt nok. Vi informeres om, at ingredienserne i de berømte forårsruller hverken stammer fra Kina eller Danmark, men en lang række andre lande – fortrinsvis europæiske.
Hernæst placeres vi ved langborde i det ganske storslåede lokale, der bl.a. via storskærm og levende musik skaber en atmosfærerig baggrund for den potentielt spændende kinesiske familiehistorie, som ligger til grund for Daloon. Wei Xu tilfører præsentationen et strejf af autenticitet, og vi bliver med jævne mellemrum beordret til at rejse os og sætte os, som en smagsprøve på det kinesiske totalitærsamfund.
Da temperaturen i lokalet denne varme sommerdag nærmer sig det uudholdelige, og kun skuespillerne har fået vandglas at drikke med, begynder publikums koncentration desværre at vandre, og de fleste afklæder sig det uddelte tøj, og fjener derved en del af illusionen. Nogle – herunder denne anmelder – vælger at forlade salen under en kort pause, men ikke uden en vis ærgelse.
For et sjovt koncept og en interessant ramme kunne måske have fundet forløsning i anden del, selvom talende hvidkålshoveder og en generel defus iscenesættelse nok ville få de fleste til at tvivle.
