Månedens udflugt

BARONESSEN FRA BENZINTANKEN

★★★★★☆

Ingen forestilling kan vel være mere velvalgt til Borreby Teater end netop BARONESSEN FRA BENZINTANKEN. For det var jo netop i de fortryllende omgivelser omkring den imponerende Borreby Herreborg, at optagelserne til en af dansk films mest elskede filmklassikere fandt sted.

Annelise Reenbergs BARONESSEN FRA BENZINTANKEN blev da også allerede ved fremkomsten i 1960 en stor publikumsucces, og foruden en veloplagt Ghita Nørby i titelrollen bød filmen også på pragtpræstationer af Maria Garland, Karin Nellemose, Dirch Passer, Ove Sprogøe og Karl Stegger.


Musicaludgaven af BARONESSEN FRA BENZINTANKEN havde premiere i 2007, hvor den spillede på græsplænen i ydergården, og havde kendte navne som Sophie Lassen-Kahlke og Joachim Knop på rollelisten.Nu er man rykket indenfor i det formidable teaterrum, som den dygtige ejer Joachim Castenschiold har æren for, og selvom rollelisten ikke forekommer helt så stjernegnistrende som sidst, så er underholdningsniveauet stadig i top. BARONESSEN FRA BENZINTANKEN er simpelthen en drøngod musical med musik af Morten Wedendahl og tekst af Jacob Morild. I disse omgivelser bliver den aldeles uimodståelig.


Viola Faber forekommer at være et under af naturlighed som den kække Anne, og heldigvis ikke helt så overgearet som Ghita Nørbys version. Trine Jepsen er en meget ung enkebaronesse og mangler også en del rent fysisk for at kunne matche Maria Garlands impossante skikkelse. Men hun har til gengæld luret Maria Garlands uforlignelige replikbehandling, og tager mange stik hjem på den konto. Nikolai Selandi er typemæssig helt rigtig som den korrekte tjener Frederiksen og i det hele tager har man med stor dygtighed og held fået rollebesat forestillingen. Synge kan de også.

Instruktøren Karsten Jansfort har med samme elegance, som vi kender fra hans sceneoptræden, iscenesat forestillingen, og med diskrete midler peppet manuskriptet lidt op, uden på nogen måde at svigte originalen. Faktisk er stort set alle nøglereplikker bevaret og en enkel får sågar sin helt egen sang, nemlig "Meget vel".

Lars Frederiksen har med sine musikarrangementer i den grad ramt tonen fra filmen, og hvis ikke det var fordi, at BARONESSEN FRA BENZINTANKEN er ren fiktion, ville man tro, at han var i familien med enkebaronessens tro tjener, der også hedder Frederiksen.

Charlotte Stahenbergs overdådige kostumer og den storartede scenografi fortjener bestemt også at blive fremhævet, og så gør man klogt i at kombinere teaterbesøget med den yderst velsmagende to-retters menu, som serveres i den tilstødende Café Vognporten.


Man kan roligt afse en hel dag til besøget, så der også bliver tid til at beundre Paul Scotts keremik i bygningen overfor teatret samt en gåtur i området omkring Borreby Herreborg, som også H.C. Andersen skattede så meget, Naturen på disse kanter omfatter et rigt fugleliv og hører til Danmarks mest attraktive. En lille sejllads til den hyggelige Agersø bør man også unde sig selv ligesom Skælskør by sandelig også er et besøg værd – og ikke udelukkende på grund af marmeladen.

Men først og sidst må man ikke snyde sig selv for gensynet med BARONESSEN FRA BENZINTANKEN, der endelig er tilbage, hvor hun hører hjemme.

www.borrebyteater.dk