★★★★☆☆
May el-Toukhy slipper nydeligt fra sin instruktørdebut, selvom man tydeligvis ikke har kunne på en passende titel. LANG HISTORIE KORT kunne i al fald ligeså godt have heddet KORT HISTORIE LANG, for 100 minutter virker som lige i overkanten til at holde en så relativ tynd hovedintrige igang.
Inspirationen synes at være hentet i de engelske kærlighedskomedier som f.eks. "4 bryllupper og en begravelse" og "Love Actually". hvor komikken dog har større vægt. Her følger vi først og fremmest pigen Ellen og hendes familie, og oplever alle deres kærlighedskvaler ved en række selskabelige sammenkomster på nært hold.
Det er forholdsvis let at gætte, om Mille Lehfeldts Lykke-agtige Ellen ender i armene på nydelige svenske men utilregnelige Sebastian (Ola Rapace) eller den ranglede neurotiske men godmodige Max (Jens Albinus) – for alene bliver man jo aldrig lykkelig i romantiske komedier.
Mere interessant virker filmens lesbiske par, der faktisk har problemer, som også er genkendelige for heteroer. At pigerne spilles veloplagt af Trine Dyrholm og Danica Curcic gør naturligvis ikke interessen mindre, og på sidefløjene glæder man sig desuden over Marijana Jankovic og Tilde Maja Frederiksen som henholdsvis sygdomsplaget hustru og excentrisk hundeelsker.
LANG HISTORIE KORT fremstår ikke som nogen stor film og flirter nok i lidt for høj grad med banaliteter til, at den går rent ind. Men omvendt lykkes det for May el-Toukhy at tegne et troværdigt portræt af familien Danmark anno 2015, og det er da noget i sig selv.