TIMBUKTU

★★★★★☆

Abderrahmane Sissakos TIMBUKTU kommer til Danmark overøst med internationale hædersbevisninger. I Hollywood opnåede den en Oscar-nominering som årets bedste udenlandske film og i Frankrig snuppede den hovedparten af de eftertragtede César-priser inkl. bedste film.

Det er da også et berusende billedskønt værk, hvis visuelle overdådighed står i grel kontrast dens grumme handling. Abderrahmane Sissako tager udgangspunkt i virkelige begivenheder, der indtraf i 2012, hvor en gruppe fundamentalister indtog byen TIMBUKTU i Mali, og underlagde byens beboere en række regler. Befolkningen måtte herefter hverken høre musik eller ryge. Alle kvinder skulle bære såvel handsker som tørklæde offentligt, og de ugifte kunne mod deres vilje blive tvunget til at gifte sig med en fundamentalist.

Amir Bouhafas underlægningsmusik emmer af stilfærdig men dybtfølt trods og bliver i sig selv et oprør mod undertrykkerne. Vi erfarer hvordan en række mennesker får deres hverdag ødelagt, mens kulturskatte smadres omkring dem, uden de kan gøre noget.

TIMBUKTU fremstår som en stor og væsentlig film med overvældende scenerier fra en negligeret del af kloden.