★★★★★☆
Bag den lidt søgte titel CATERING gemmer der sig en medrivende og vedkommende ungdomsforestilling. Mammut Teater har produceret og er rykket ind på Edison, hvis rå vægge låner den helt rigtige stemning til en kuldslået gyser baseret på Lukas Moodyssons filmperle "Lilja 4-ever".
Scenografen Katrine Gjerding har med glimrende assistance fra lysdesigneren Mads Nielsen fundet nye visuelle muligheder i den tidligere maskinhal.
Iscenesætteren Maria Kjærgaard-Sunesen formår at indarbejde tekster af Nicolas Bro og Julie Maj Jakobsen i hendes egen bearbejdelse af Moodyssons filmmanus, så det fremstår som en velfungerende helhed. I tilgift kan hun få kvaliteter frem i samtlige medvirkende.
De overvejende unge skuespillere, der varetager de bærende roller, leverer præstationer, som spænder fra det lovende til det deciderede fremragende. I centrum som den naive teenagepige Lilja, der lokkes væk fra trist tilværelse i østeuropa til et endnu værre liv som luder Danmark, ses den skrøbelige Nanna Skaarup Voss. Hun får sublim støtte af Morten Holst, der tegner et rystende portræt af hendes sarte ensomme tilbeder. Rigtig god er også den filmaktuelle Joachim Fjelstrup ("Steppeulven" og "9. April") som den tilsyneladende pæne fyr, der lover hende guld og grønne skove i Danmark. Josephine Park tegner også en fint portræt af en hårdkogt veninde, men skal dog til at passe på, at hun ikke kun kommer til at spille mopsede pigebørn.
Blandt de ældre skuespillere formår Nicholas Bro at finde et menneske bag klicheen om den ulækre kunde, og faktisk virker Ken Vedsegaards følelseskolde alfons som stykkets uhyggeligste figur. Tina Gylling Mortensen får dog skabt nogle skræmmende og autentiske kvindeportrætter.
Forestillingen virker særdeles velegnet som skoleforestilling – vel at mærke kun for de ældste klasser. For den barske historie er ikke for småbørn – og selv for voksne kan forestillingens pågående nærvær virker overvældende.