OG?

★★☆☆☆☆

Kristian Halken er en begavet skuespiller, men på Frederiksbergscenen ser vi mest bare en bitter mand. Det kan Halken kun bebrejde sig selv, eftersom han selv har skrevet den ujævne tekst, der ikke i tilstrækkelig grad har den komiske lethed, som stand-up genren kræver. Halken brokker sig over teenagepiger, tv-programmer etc., og har flere præcise iagtagelser om dårskaber i vores samtid. Den misantropiske grundtone bliver dog ret hurtigt trættende, og vi føler os hverken opløfte eller beriget, selvom Halkens faglige dygtighed ikke kan bestrides.

Samarbejdet med musikeren Kalle Mathiesen har før fungeret bl.a. i en fin Kierkegaard-forestilling, men Kalle Mathiesen synes hverken som sanger eller sangskriver at være inde i en god periode, og skuespiller bliver han aldrig trods flere replikker.

Man må sandelig håbe, at Kristian Halken bliver tilbudt nogle gode roller i den kommende sæson, for det er som karakterskuespiller i andre folks tekster, han bedst udnytter sine imponerende evner. Men indtil da kunne han med gavn arbejde med at forny diktionen i de mange højtråbende passager, der ofte ofte klinger hult og uden ægte følelse. Det kan hverken Halken eller publikum være tjent med.