Søskendeparret Ronit og Shlomi Elkabetz stiller op til interviews i anledningen af den forestående Danmarks-premiere på GETT, deres fælles filmprojekt.
GETT er det hebraiske ord for skilsmissedokument og omhandler en virkelig skilsmisse-historie. Filmen udspilller sig stort set kun i en israelsk retsbygning.
“Det er en film om en kvinde, der må tigge om sin frihed”, fastslår Ronit Elkabetz. “Hvem er jeg, siden at jeg skal have lov til at være fri.”
Hvor Shkomi Elkabetzs ansigt er relativt ukendt, har søsteren Ronit allerede skabt sig et navn som skuespiller i internationale successer som “Mon Trésor” (2004) og “The Band´s Visit” (2007). Sidstnævnte havde modtaget alle priserne i hovedkategorierne i Israel inkl. prisen for bedste kvindelige hovedrolle til Ronit Elkabetz, og var klar favorit til at blive Israels officielle Oscar-kandidat. På uhyre kontroverciel vis blev Eran Kolirins mesterværk dog forbigået til fordel for en konventionel krigsfilm kaldet “Beaufort”.
“Vi blev forrådt af en af vore egne. Vores film var allerede i position til en Oscar-nominering, men en af folkene bag en anden israelsk film kontaktede Akademiet, og gjorde dem opmærksom på, at der var for meget af dialogen i “The Band’s Visit”, der ikke var israelsk. Det var noget i retningen af 49 mod 51 procent. Så vi blev vraget.”
Som et plaster på såret fik Ronit Elkabetz fik atter mulighed for at spille sammen med den formidable irakisk-fødte skuespiller Sasson Gabai i GETT (alias “Gett: The Trial of Viviane Amsalem”), der i år repræsenterede Israel. GETT blev da også både shortlisted til en Oscar samt nomineret til en Golden Globe for bedste udenlandske film.
“Der er selvfølgelig trist, at vi ikke blev nomineret, siger den mere lakoniske bror Shlomi. “Men det vigtigste for os er, at vi har givet denne kvinde en mulighed for at blive hørt og at hendes stemme nu har nu givet ekko over hele verden.”
En mere harmfuld Ronit beretter:
“Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag, og man kan aldrig være helt sikker. Vi fik fra alle sider at vide, at vi var sikre på at blive nomineret. Så jeg spekulerer på, om emnet har været for følsomt for det jødiske samfund i Hollywood.
Jeg er blevet klar over, at flere derovre har set den som en kritik af Israel og ikke som en kritik af den israelske lovgivning. Ifølge folkene bag distributionen af filmen i USA, påstod flere, at det ikke længere forholdte sig sådan i Israel. Men det gør det.”
“I Israel har filmen fået en overvældende modtagelse”, tilføjer Shlomi. “I de første uger var der udsolgt. Man må huske, at I Israel er retsager aldrig offentlige, så det var første gang, at offentligheden blev vidne til en israelsk retssag. Her kunne de se, hvad der kunne overgå dem selv eller deres bekendte en dag.
Herefter fik filmen også sit eget politiske liv. Den dukkede op i nyhederne igen og igen. De spurgte nogle af dommerne, og de sagde “vi går ikke i biografen”, men kom derved indirekte til at bekræfte filmens portræt af en forældet retssystem.
Men på grund af det offentlige pres blev det besluttet, at filmen skulle vises for en gruppe dommere i forbindelse med den årlige rabbinske konvention af domstole – deres første film nogensinde. Om det vil resultere i en lovændring ved jeg jeg ikke, men man vil i al fald forsøge at forstå og tolke lovene på en måde, der i højere grad forholder sig til nutiden. Det er første skridt på vej mod forandring.”
