MIDTIMELLEM

★★★

Henrik Kolind har med releativt få midler lavet en ganske sympatisk men ret ujævn film om ung kærlighed. Vi følger drengen Malte, der på en gåtur i København får øje på pigen Clara. Han får lyst til at tage nogle fotos af hende, men hun protesterer. Han får dog charmeret hende i tilstrækkelig grad til, at han kommer med som passager på hendes budcykel, mens hun tager rundt og afleve kager til kunder.

Kolind har en ganske god fornemmelse for at skildre en spirrende forelskelse, og det er i de fælles scener, at filmens bedste momenter opstår. Desværre møder de unge mennesker en del voksne på deres vej, som er udstyret med lovligt livskloge bemærkninger i betragtning af, at der bare skal afleveres nogle kager. Mest naturlig virker sangeren Erann DD i rollen som sig selv.

Teknisk set bærer filmen præg af at være en low-to-no-budget film, og nogen pointe med al denne ungdommelige sødme har man svært ved at få øje på. Det sindige tempo gør muligvis filmen uegnet som ungdomsfilm, og det virker mere sandsynligt, at et nostalgisk midaldrende par vil mindes deres første kærlighed, når de ser filmen. Noget langt liv i biografen skal man dog ikke forvente for MIDTIMELLEM, selvom man under folkene bag al det bedste. Sympati er desværre ikke altid nok.