★★☆☆☆☆
På Nørrebro Teater har man valgt at opføre Louise Mieritz og Ditte Hansens syrede udgave af Anton Tjekhovs MÅGEN under titlen MÅGENS. Teatret kalder selv forestillingen for "en musikalsk kærlighedskomedie", og man har tilsyneladende gjort sig store anstrengelser for at fortælle historien i Tjekhovs mesterværk. Så meget desto mere besynderligt virker det, at man i fatal grad svigter ånden i den oprindelige tekst. Dertil kommer, at de talrige henvisninger til branchefolk forekommer så indforståede, at kun de indbudte premieregæster må forventes at fange dem.
MÅGENS udleverer samtlige karakterer, og instruktørern Heinrich Christensen vælger den mere effektfulde vej, hvor alt tilsyneladende er tilladt i galskabens navn. Krampagtige forsøg på at skabe en satire over det moderne medieræs synes at være eneste forsøg på give galskaben mening. Efter pausen bliver det ikke bare klart, at der reelt ikke mening er med galskaben, men at galskaben slet ikke er nok til at redde forestillingen fra at ende som overfladisk og i grunden ligegyldig nonsens.
Og det på trods af, at Heinrich Christensen har fået lov at lege med et spændende hold skuespillere, der dog mere eller mindre kæmper forgæves. Tammi Øst får i det mindste lov til at trykke den af inden pausen som fyrig rockmama, men hendes selvcentrerede diva Irina bliver en teknisk opvisning uden sjæl. Den eneste tragedie, vi aner her, er risikoen for, at Tammi Øst nu aldrig kommer til at spille hovedrollen i Anton Tjekhovs "Mågen", fordi hun nu har spildt sit talent på dette halvtarvelige afkog.
Fra Aalborg Teater kommer Andreas Jebro, der som Konstantin kun får luftet det energiske fysiske nærvær på bekostning af enhver form for sjælelig indsigt. Veloplagte Lise Baastrup er den, der kommer nærmest på en ægte smerte bag latteren som den forsmåede pige, der lader sig nøje med det stammende skrog af en lærer, som Benjamin Kitter har ganske godt styr på. Selv med strutmave fremstår Christian Fuhlendorff derimod underligt usynlig som Boris, der selvsagt er blevet stand-up komiker i denne sammenhæng.
Rikke Lylloff får imod alle odds megen plads og lidt morskab ud af teaterklicheen over dem alle, den dumme blondine, hvorimod Kristian Holm Joensens klovn ganske sigende bliver ofret undervejs som poesiens eneste sande repræsentant.
Hvis der har været tiltag til dybde eller bare relevans i manuskriptet til MÅGENS, kan man med rette bebrejde Heinrich Christensen hans manglende evne til at forklare sit publikum, hvorfor man i alverden skulle vælge MÅGENS fremfor "Mågen".
