★★★★☆☆
Drake Doremus har både skrevet og instrueret den velspillede, men ikke videre originale BREATHE IN.
En ung nydelig engelsk pige (talentfulde Felicity Jones fra "Den usynlige kvinde" samt Oscar-kandidaten "Teorien om alting") flytter ind hos en lille familie, hvor der bor en jævnaldrende datter, hvilket vækker nye følelser i hele familien med fatale konsekvenser.
Stærkest står Amy Ryan, der gjorde det så glimrende i Ben Afflecks instruktørgennembrud "Gone Baby Gone". Her spiller hun moderen, som godt fornemmer, der er noget galt, men som bare ikke kan sætte ord på hvad. Også Guy Pearce gør en god figur og spiller faderrollen med en klædelig alvor. Man kan mærke, at han godt ved, at der er fare på færde, når pigen dukker op – og hun fornemmer det på sin vis også selv. Men ingen af dem formår for alvor at kæmpe imod udviklingen. Filmens fineste scene indtræffer ved klaveret, hvor berøringen af hendes hånd skildres med en sarthed, der indfanger selve kærlighedens væsen.
Hvis bare resten af filmen havde levet op til denne scene, men der kommer desværre noget ordinært over dette drama, der trods indlysende spillemæssige kvaliteter og kønne billeder mangler den fornødne relevans til at blive hentet til Danmark som månedens film i Cinemateket. Et par visninger eller tre burde dækket behovet.