★★★★☆☆
Susanne Biers seneste film er en umiddelbart spændende men sært utilfredsstillende oplevelse. Hun har denne gang anslået en dyster tone, og historien hører da også til blandt de mest uhyggelige, hun endnu har fortalt.
En politibetjent (NIcolaj Coster Waldau i et velkomment filmhovedrolle-comeback) konfronteres med et narkomisbrugende forældrepar, der groft forsømmer deres nyfødte søn. Da betjente en dag mister sit eget barn, stjæler han parrets barn og erstatter det med sit eget. Kun hans kollega (Ulrich Thomsen) synes for alvor at fatte mistanke, men så tager sagen en helt ny drejning.
Der spilles nydeligt over hele linjen, selvom Coster Waldau må arbejde lidt rigeligt med de mere emotionelle scener. Marie Bonnevie pendler rent følelsesmæssigt fra den ene yderlighed til den anden, men det kan der være en pointe i, selvom det også virker som en svaghed i manuskriptet.
Ulrich Thomsen kan efterhånden rollen som forsumpet ven på rygmarven, men han fungerer fint her. Nikolaj Lie Kaas kan også nydes i en noget uvant rolle som en lidet charmende narkobums, men klarer den faktisk godt, selvom rollen unægteligt synes at komme fra udkanten af talentet.
Komikerduoen Søs og Kirsten alias Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt formår også uden problemer at indtræde i dette alvorlige univers, uden at vi dør af grin. Endelig får vi et kært gensyn med svenske Eva Fröling, der havde den kvindelige hovedrolle som børnenes mor i Ingmar Bergmans tidløse klassiker "Fanny og Alexander".
Filmens største overraskelse tegner den tidligere model Lykke May Andersen sig for. Hun låner en bevægende troværdighed til rollen som uformående narkomor, for hvem titlen EN CHANCE TIL må give en vis mening.
Manuskriptets nogen postulerede konstruktion forhindrer EN CHANCE TIL i at høre blandt Biers bedste film. Men det er heldigvis stadigvæk seværdig.
