GIRLHOOD

★★★★

I den franske film GIRLHOOD ("Bande de filles") tegner instruktøren Céline Sciamma et ganske rørende portræt Vic, en pige i et rådt ghetto-miljø. Her kommer Vic med i en aggressiv pige-bande, og indleder et forhold til en ung mand, hvilket vækker hendes dominerende brors vrede. Men selv en pigebande med en yderst tvivlsom moral kan indgyde håb i en ghetto-pige, for hvem fremtiden tegner håbløs.

Céline Sciamma formår at skabe en næsten dokumentarisk atmosfære i filmen via en sikker miljøbeskrivelse og en række autentiske skuespillerpræstationer af en talrige uprøvede unge. Ikke mindst Karidja Touré udviser både sårbarhed og styrke i den centrale rolle som Vic.

Musik udgør en ikke ubetydelig ingrediens i pigefælleskabet, men de mange danse- og syngesekvenser trækkes unødigt langt ud, hvor instruktøren nok skulle have arbejdet mere med at udvikle karaktererne. Især mændene synes faretruende nær ved at havne som karikaturer.

I sidste ende er det dog et forfriskende anderledes kig på livet i ghettoen, hvor volden nok kan synes nærværende, men ikke nødvendigvis filmens hovedtema.