TYSKE FILMDAGE 23. – 26. NOV. 2014

★★★★★☆

VON CALIGARI ZU HITLER ******
KREUZWEG *****
MEERES STILLE ****
PHOENIX ***
WESTEN ****
WHO AM I – KEIN SYSTEM IST SICHER ***
FACK JU GÖTHE **

Så er det atter tid til Tyske Filmdage – som i år kører nogenlunde simultant i Grand Teatret, København, og Øst for Paradis, Århus. En af hovedattraktioner i det attraktive program er Rüdiger Suchlands VON CALIGARI ZU HITLER, en medrivende dokumentarfilm, der kaster nyt lys på Weimar-republikkens filmkunst. Velvalgte nyrestaurerede filmklip ledsages af begavede kommentarer fra instruktørkapaciteter som Volker Schlöndorff og Fatih Akin, og vi går ikke bare nye perspektiver på kendte og mindre kendte værker af Murnau, Lang og Lubitch, men lærer også en række urimeligt ukendte værker og instruktører at kende.

Filmens klipper Katja Dringenberg forklarer:

"Over 150 film blev gennemset og vi redigerede den på ca. 7 måneder. Det var en åbenbaring at se, hvor mange fremragende ukendte film – ofte af glemte instruktører – der blev lavet i den periode.

Man må huske på, at filmmediet var relativt ungt, så folkene bag måtte selv opfinde undervejs".

Katja Dringenberg

Katja Dringenberg

Katja Dringenberg

Der bliver også mulighed for at se mesterlige spillefilm KREUZWEG, der vandt manuskriptprisen på årets Berlin filmfestival. Filmen får først dansk premiere til foråret, men er et rystende værk fortalt i en stram uforsonlig stil, der minder os om, at også kristendommen koster menneskeliv, når det religiøse vanvid får lov at tage overhånd.

Charlotte Munck, der brød igennem med komedien "En kort en lang", inden hun for alvor blev folkeeje som "Anna Pihl", viser andre og ikke mindre spændende sider af talentet i "Meeres Stille" af Juliane Fezer. Et lavmælt og komplekst psykologisk drama fortalt i dvælende tempo og med usædvanligt velkomponerede billeder.

Stærke kvinderoller finder man også i filmene PHOENIX og WESTEN. PHOENIX er Christian Petzolds opfølger til fængselsdramaet "Barbara", og kan karakteriseres som et kulørt melodrama om tabt identitet. Hovedrollen spilles ligesom i "Barbara" af Nina Hoss, og leder tanken hen på 40-filmen "A Woman’s Face" med Joan Crawford.

Christian Schwochows WESTEN handler om det paranoia, der fulgte i kølvandet på berlinmurens fald. En ganske velspillet film (ikke mindst af Jördis Triebel), men den er lidt længe om at samle sig, selvom man nyder flere fine enkeltscener.

Ungdomsfilmen WHO AM I – KEIN SYSTEM IST SICHER sætter fokus på et voksende problem hacking og har selveste Trine Dyrholm i en vigtig rolle som en kvinde, der efterforsker en stor hacking-sag. Hun fatter interesse for en ung mand, og det forstår man godt, eftersom han spilles af Tom Schilling (der fik sit gennembrud sidste år i "Oh Boy"). Blandt filmens mange talentfulde unge bemærker man også Elyas M’Barek, der også kan se i en hovedrolle takket være filmen FACK JU GÖTHE. I den spiller han en forbryder, der ved en fejl havner som underviser på en skole, hvilket resulterer i særdeles alternativ pædagogik. Man gør klogest i at abstrahere fra den hæslige billedside og istedet forsøge at more sig over den fjollede historie. M’Barek har en vis kæk frækhed, som filmen driver rovdrift på og Karoline Herfurt forekommer ulideligt selvnuttet som pigen han forelsker sig i. Bedst er veteranen Katja Riemann som skolens hårdt prøvede leder, en herlig uortodoks præstation af en af Tysklands bedste skuespillerinder.

Der er med andre ord noget for en hver smag under de tyske filmdage, så tilbage er der kun at ønske god fornøjelse!

www.grandteatret.dk

www.paradisbio.dk