★★★☆☆☆
Som alle de store operaer bør TOSCA gennemstrømmes af passion, hvis det lidenskabelige drama bag musikken for alvor skal fænge. Og det gør det kun delvist i Peter Langdals opsætning i det royale operahus i øjeblikket.
De sært anonyme kulisser styrker heller ikke historien, men heldigvis mærker vi musikkens kraft stige op fra orkestergraven, hvor Ivan Anguèlov står for den musikalske ledelse. Som oftest i operaen må flere af solisterne dog kæmpe med at overdøve orkestret, hvilket til dels kan skyldes akustikken i operahuset, men også at flere af sangerne tog den lidt med ro denne aften.
Den ofte fejrede primadonna Ylva Kihlberg forekom i al fald lovlig sval som TOSCA, en nydelig præstation – også sangligt – men det skal TOSCA ikke være. Niels Jørgen Riis var heldigvis ved prægtig røst denne aften i rollen som maleren Mario, men rent fysisk lod han meget at ønske. Johan Reuter har stadig sine fans blandt publikum, men viste kun glimt af sin storhed som Scarpia, en bastand indsats, som lå under det niveau, man med ret og rimelighed kan forvente fra den front.
I sidste ende blev det Giacomo Puccinis udødelige toner, der reddede forestillingen i land, og det er jo ikke første gang, man oplever det.