★★★★☆☆
Det er svært at bevare pessimismen, når man ser Gunhild Magnors norske dokumentarfilm OPTIMISTERNE. For det vrimler med lalleglade oldinge, der finder stor morskab i at skyde en bold over et net, forstå det, hvem der kan.
Men gradvist må man selv mod sin vilje overgive sig til de aldrende norske jenter, og man bliver da også snart klar over, at deres volleyball-kampe handler om andet end sport. Det er både en måde at holde sig i gang og få et sammenhold med nogenlunde jævnaldrende – med andre ord en mening med livet på et tidspunkt hvor livets mening ikke altid er til at få øje på.
De mange kække bemærkning kan undervejs også gøre tilskueren aggressiv og lyst til at skubbe til en gangbesværet, men tør man åbne op for følelserne, må man være forberedt på våde øjne. Ikke på grund af nogen højdramatisk handling, men fordi man ender med at le med de gamle damer, ikke af dem.
Og dermed har optimisterne trukket det længste strå, selvom det naturligvis må genere enhver pessimist…
