★★★★★★
En af de mest oversete filmfestivaler i de danske medier er Zürich filmfestivalen. I år kan de fejre 10 års jubilæum med bravour, fordi man har forstået at få en fornuftig blanding af bredt og smalt, stort og småt.
Schweiz var faktisk blandt de første europæiske lande, der hjemtog en Oscar, idet filmen “Livets parade” (Original titel: “Marie-Louise”) blev belønnet med den eftertragtede statuette i 1945 for bedste historie. Den er da også et mesterværk, der giver en af filmhistoriens fineste skildringer af 2. verdenskrigs konsekvenser for et barn. Desuden synes beretningen om den lille Marie-Louise at have inspirereret neorealister som Roberto Rossellini forud for hans “Tyskland år nul” såvel som Réne Clément, før han skabte guldpalmevinderen “Forbudte lege”.
“Marie-Louise” havde Leopold Lindtberg som hovedinstruktør, men det er manuskriptforfatteren Richard Schweizer, der for alvor slog sit navn fast med denne film. Filmens succes betød en invitation fra Hollywood, og Schweizer vandt endnu en Oscar for sit manuskript til Fred Zinnemanns “The Search” (“Et barn eftersøges”). Også her oplever krigens gru, men set fra en lille drengs synsvinkel. Barneskuespilleren Ivan Jandl fik en sær-Oscar for en uforglemmelig præstation, og både Fred Zinnemann og filmens stjerne Montgomery Clift (i sin gennembrudsrolle) modtog Oscar-nomineringere.
Sidst i 50erne revolutionerede den schweizisk-fødte instruktør Jean-Luc Godard filmsproget som medskaber af den franske filmbølge La Nouvelle Vague, 60ernes mest indflydelsesrige filmretning.
I 70erne oplevede schweiziske auteurs som Claude Goretta”(L’invitation”)og Alain Tanner (“Salamanderen”) også en vis international bevågenhed, og i 1985 blev skakdramaet “Dangerous Moves” med Michel Piccoli den første schweiziske Oscar-vinder i kategorien bedste udenlandske film. I starten af 90erne overraskede Schweiz atter med endnu en Oscar-vinder i kategorien bedste udenlandske film, hvor flygtningedramaet “Journey of Hope” vandt over selveste “Cyrano de Bergerac”.
Den sort/hvide perle “Palace Hotel” (Original titel: “Palast Hotel”), der på Zürich filmfestivalen vises i en flot ny kopi, huskes i dag mest som den første internationale grand prix-vinder Lys Assias debutfilm. Men filmen er en fornem repræsentant for den folkelige del af den schweiziske filmproduktion fra starten af 50erne. Inspirationen synes at være hentet fra den stjernestøvede Hollywood-klassiker “Grand Hotel”, men i sin tone minder den ligeså meget om danske hyggefilm som f.eks. “Den gamle mølle på mols”. Lys Assia optræder med den gennemgående filmsang “Das Glück ist nicht aus der Welt”, der nærmest har samme position i den schweizisk filmhistorie som “Musens sang” med Bodil Kjer fra “Mød mig på Cassiopeia” indtager i den danske.
Men også nyere schweiziske film rører på sig. Stefan Haupts “The Circle” (Der Kreis) er ligefrem udvalgt som årets Oscar-kandidat fra Schweiz, og det forstår man godt. For den sætter et usædvanligt livsforløb ind i et rigt historisk perspektiv på en måde, så også Teddy-komiteen på filmfestivalen i Berlin måtte overgive sig og give den prisen som bedste film. På Zürich filmfestivalen kårede man traditionen tro årets bedste schweiziske film, og den ære tilfaldt “Chubby” (Bouboule), Bruno Devilles rørerende portræt af den 12-årige 100-kilo-tunge Kevin
Som alle betydelige internationale filmfestivaler har også Zürich filmfestivalen sin egen pris kaldet The Golden Eye. Uddelingen finder sted ved en galla i den overdådige Zürich Opera, og når schweizerne skriver galla, mener de galla. Butterfly’erne bindes, skoene pudses, smykker luftes og glamourøse kjoler købes, men anstrengelserne belønnes med champagne og udsøgt vegetarmad fra den lokale gourmetkæde Hiltl.
Stemingen minder mere om Cannes filmfestivalen – alle filmfestivalers Godfather – og adskiller sig dermed radikalt fra de noget fodformede danske filmprisuddelinger. Omkostningerne er naturligvis også markant højere, men det schweiziske erhvervsliv bakker også generøst op om begivenheden.
Med store pengepremiere og generel forkælelse af de udenlandske gæster lykkedes det at lokke et imponerende antal udenlandske gæster til Zürich. Cate Blanchet, Antonio Banderas, Diane Keaton, og Benicio del Toro var blot en lille håndfuld af de stjernenavne. Dertil kom såkaldte master classes med Fatih Akin og Hans Zimmer.
Selveste Susanne Bier stod i spidsen for årets festival-jury, og man havde også mulighed for at se hendes seneste film, “En chance til”. et kontrovercielt men debatskabende drama bl.a. om vuggedød. Juryens hovedpris tilfaldt “Una Noche Sin Luna” af Germán Tejeira fra Uruguay. En stemningsmættet episodefilm om ensomhed præget af en konsekvent gennemført minimalistisk visuel stil.
Årets ærespriser gik til henholdsvis Claire Denis og John Malkovich, to meget forskellige men i filmprissammenhænge ofte oversete filmfolk fra henholdsvis Frankrig og USA. John Malkovich kunne dog afsløre, at Agnes Godard (Claire Denis faste fotograf, der også overrakte hende prisen) faktisk havde været med på Stephen Frears “Farlige forbindelser” (“Dangerous Laissons”), som Malkovich havde hovedrollen i.
Den danskproducerede dokumentarfilm “The Look of Silence” spås allerede Oscar-chancer i lighed med instruktørens forrige film “The Act Of Killing”, men amerikanske Joshua Oppenheimer måtte på Zürich filmfestivalen dog nøjes med hædrende omtale i dokumentarkategorien. Her blev vinderen nemlig den rumænske “Toto and His Sisters” af Alexander Nanau, et rystende portræt af en roma-families levevilkår.
Festivalens åbningsfilm, Tate Taylors “Get On Up”. var et framentarisk men også ganske medrivende portræt af James Brown. Et barsk livsforløb kombineret med en til tider utålelig selvoptagethed gjorde James Brown til en prøvelse for sine omgivelser, og det forplaner sig også til salen, selvom skuespilleren Chadwick Boseman forsøger at forsvare ham. Men måske efterligner Chadwich Boseman mere end han spiller? I al fald udebliver den betingelsesløse overgivelse fra publikums side, selvom musikken stadig synes at have en vis appel. Bedst er Viola Davis og Octavia Spencer, der begge brillerede i Tate Taylors forrige film “Niceville” (“The Help”). Også Nelsan Ellis gør indtryk, som den mest loyale af alle vennerne, selvom også han må bide i det sure æble flere gange. “Get on up” har selveste Mick Jagger som medproducent, og hvis nogen har brug for at se, hvor samme Jagger har sit forrygende benarbejde fra, bør man studere James Brown.
“My Old Lady” (på dansk: “Min lejlighed i Paris” er et betagende kammerspil af Israel Horovitz, der efter en lang og rig teaterkarriere debuterer som filminstruktør. Men det tekstbundne udgangspunkt tjener i dette tilfælde til filmens fordel, og gradvist lærer vi karakterernes hemmeligheder at kende, og mærker bånd, der knyttes på tværs af alder og andre moralske banaliteter.
Kevin Kline får som Mathias lejlighed til at vise en sjældent set sårbarhed, hvilket klæder ham. Og Kristin Scott Thomas yder ham kvalificeret modspil som den gamle dames temperamentsfyldte datter.
Men som altid er det Maggie Smith, der løber med opmærksomheden. Ikke fordi præstationen hører blandt hendes største, men fordi hun som skuespiller helt grundlæggende befinder sig i et højere luftlag, hvor ingen andre kan nå op. En uventet betoning af en enkel stavelse eller et løftet øjenbryn kan åbenbare en livsvisdom, som selv de længste bøger aldrig vil kunne yde retfærdighed. Maggie Smith er “My Old Lady” (filmens kærlige originaltitel) simpelthen skuespilkunstens fineste repræsentant, og hun kommer med garanti aldrig til at mangle et sted at bo.
Ingen formår som Francois Ozon at etablere en lille gruppe tilsyneladende genkendelige karakterer, som han så udvikler i retninger, som de fleste andre instruktører aldrig ville vove. “Selv i de bedste hjem” konfronterede han os med den indre voyeur, mens “Ung & smuk” legede med lolita-drømmen.
“Une Nouvelle Amie” udfordrer på både begavet og sofistikeret vis vores syn på mænd i dametøj.
Det nye stjernefrø Anaïs Demoustier spille den lidt kedelige pige, hvis karismatiske veninde dør. Den kedelige pige lover dog at tage sig af enkemanden og det moderløse barn, men da hun aflægger dem et besøg finder hun enkemanden (Romain Duris) iført den afdøde venindes kjole i færd med at give den lille en sutteflaske. Pigen er temmelig chokeret over oplevelsen, men fortæller intet til sin kæreste, og gradvist genfinder pigen den døde veninde i den udklædte enkemand.
Romain Duris spiller veloplagt, men er i lighed med Dustin Hoffmans “Tootsie” temmelig uttraktiv som kvinde og derfor aldrig rigtig farlig for andre mænd i modsætning til f.eks. Saga Becker fra den svenske “Something Must Break”. Men det lykkedes alligevel Duris at skabe et troværdigt portræt, og præstationen hører blandt hans bedste efter flere flove filmroller i de senere år. Anais Demoustier formår også at give et overbevisende portræt af pigen, der synes at foretrække et liv i skyggen af andre. Vi får endvidere et dejligt gensyn med Aurore Clément (der for 40 år siden brød igennem i Louis Malles “Håndlageren”) og så giver Raphaël Personnaz et overraskende nuanceret portræt af kæresten, der måske også rummer en hemmelighed, som han ganske vist endnu ikke virker helt bevidst om.
UNE NOUVELLE AMIE er et tankevækkende og tidsvarende portræt af de kønsroller, vi forsat forsøger at styre, men som i sidste ende har deres helt eget liv. Men andre ord: Francois Ozon, når han er bedst. Han dukker iøvrigt selv om i en festlig birolle – som skummel biografgæst!
Så også på filmfronten blev jubilæumsudgaven af Zürich filmfestival en triumf, som det smukke alpelands beboere med rette er stolte af.
