★★★★★☆
MÅSEN er den svenske titel på Anton Tjekhovs mesterværk “Mågen”, der i Vibeke Bjelkes iscenesættelse får luft under vingerne på Dramatens store scene. Selvom forestillingens overordnede ide ikke forekommer umiddelbart indlysende, så virker opsætningen velafstemt i både tone og rytme samt uhyre velspillet.
Stina Ekblad har spillet mange skyggetanter i sin karriere, så det klæder hende at sætte tænderne i en saftig kvinderolle som Irina. En fetteret skuespillerinde ikke mindst af sig selv, men også mere vulgær i sin selvoptagethed. Kærligheden til sønnen Konstantin er nu oftest erstattet af frustration, og et nu afsluttet incestuøst forhold mellem mor og søn mere end antydes.
Christoffer Svensson finder rørende udtryk både for den plagede kunstner og den forpinte søn. Hans desperate tryglen om moderens ømhed besvares i sidste ende med kølig afstand, og da hun nægter at låne ham penge til tøj, må han i sidste ende frigøre sig fra alle jordiske besiddelser. Men inden må både mor og søn bære den ydmygelse at have forfatteren Trigorin (Hannes Meidal) tilbage i huset, som han forlod sammen med Konstantins elskede, for så at svigte hende.
Samtlige roller spilles med originalitet, og det høres til Vibeke Bjelkes fornemste fortjester, at hun har fået ensemblet til at gå på opdagelse i det tjechovske univers uden at en eneste er faret vild.
Der har været to scenografer på forestillingen og rent visuelt er MÅSEN da også blevet en noget blandet fornøjelse. En genial tænkt slutscene forløses ikke videre elegant, men dobbeltheden i Irinas væsen indfanges rammende i de på een gang i hendes flotte og vulgære kreationer. Det orange tæppe på forscenen bliver dog en prøvelse for øjet.
Men MÅSEN fremstår som en forestilling iscenesat med velgørende psykologisk indsigt og netop derfor hænger vi gerne på i to timer og fyrre minutter. Så selvom der findes smukkere og mere elegante fugle, så har MÅSEN på Dramaten et vingefang, som den svenske nationalscene kan være stolt af.
