FORSAMLINGSHUSET

★★★★★☆

Dramatikeren Julie Maj Jakobsen havde i sidste sæson stor succes bl.a. på Bådteatret med den Reumert-nominerede “Fucking Fattig”, der også kan ses/genses på CPH STAGE.

Men allerede sæsonen før fik hun Reumerts talentpris for stykket FORSAMLINGSHUSET og takket være CPH STAGE har Københavnerne nu også mulighed for at se hvorfor.

FORSAMLINGSHUSET nøjes ikke med at udspille sig i et forsamlingshus men får fortalt en episk beretning om tidernes skiften igennem begivenheder i et forsamlingshus. Handlingen strækker sig fra 1892 og frem til idag med nedslag i en lille håndfuld fester og møder. Publikum illuderer selv gæster ved barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse, men belønnes også for deres deltagelse i bl.a. fællessange med både kaffe og kage.

To energiske skuespillere, Martin Geertz og Line Bie Rosenstjerne, holder tilskuerne/gæsterne fanget – med undtagelse af to tvære gamle damer, der bestemt ikke var indstillet på at lege med.

Minna Johannesson har ellers forstået at bruge rummet godt i sin iscenesættelse, så man trods en spilletid på ca. to timer uden pause aldrig keder sig. Og da Julie Maj Jakobsen bryder med realismen ved hjælp af hvid ugle, så formår Minna Johannesson at skabe billeder, der matcher teksten. Det lover godt for Reumert-uddelingen.

FORSAMLINGSHUSET fortæller et stykke typisk dansk kulturhistorie med et imponerende overblik og med en god sans for svaghederne i den danske folkesjæl. Lovende er alt for lille et ord i denne sammenhæng – det er tale om et stort rungende gennembrud, som ikke blot dramatikeren, men også alle andre involverede har ære af.