★★★☆☆☆
Mel Brooks’ “Sheriffen skyder på det hele” må stadig regnes for den mest vellykkede af de efterhånden mange western-parodier. Genren indbyder også til latterliggørelse med dens klichétunge handling og stereotype mande- og kvinderoller. Quentin Tarentino bruger sin “Django Unchained” som en form for homage til de såkaldte spaghetti-westerns, men endte vanen tro helt ude i hampen med et grotesk voldsorgie. Nu er det komikeren Seth MacFarlane, der tager førergreb på den klassiske western.
Han har fået stablet en ganske flot produktion på benene, og en vis sans for miljøet fornemmer man også ligesom man glæder sig over sange “Moustache” samt den fejende flotte titelmelodi.
Humoren begrænser sig til utallige sexjokes samt filmhistoriens velnok længste bæ-vits. Seth MacFarland har også haft sit at at se til som medforfatter og instruktør på filmen, men virker først og fremmest for glat til, at vi tager hans nørdede western-helt til vores hjerter. Derimod har vi ingen problemer med at forelske os i Charlize Therons sprøde heltinde. Karakteren forekommer på papiret rigeligt moderne, men Charlize Theron spiler den med en afvæbnende afslappet sødme, som gør at vi fra starten hepper på hende fremfor den kvægøjede Amanda Seyfried. Det klæder Liam Neeson at spille skurk, men han har åbenbart været for doven til at lære en amerikansk accent? Neil Patrick Harris har sine momenter som overskægget rival, men sjovest er Giovanni Ribisi som den godmodige ven.
A MILLION WAYS TO DIE IN THE WEST har mange gakkede indfald, og Seth MacFarlane synes opsat på at udvide repertoiret indenfor dårlig smag, men i sit hæsblæsende forsøg på at forarge og fornøje glemmer han, at den bedste humor ofte kendetegnes ved lethed og elegance.
