★★★☆☆☆
TV2s nye TV-serie “BADEHOTELLET” tager sig umiddelbart nydeligt ud på TV-skærmen. Attraktive billeder af glamourøse 20er-kostumer og periodetypiske kulisser giver serien et visuelt plus, næsten før den går igang. Vi introduceres til et væld af karakterer i første afsnit, men nogen egentlig handling har vi ikke fået endnu. Dog synes den nyankomne stuepiges uskyld at være i overhængende fare på grund af Badehotellets rigeligt charmante skuespiller, en vittigt overspillende Jens Jacob Tychsen.
Badehotellet bestyres myndigt af Ole Thestrup og Bodil Jørgensen, og her synes forbilledet at være de to hovedpersoner i Herman Bangs “Sommergæster”. Desværre fremstår Hans Fabian Wullenweber endnu ikke som en instruktør med sans for filmskuespillets fineste nuancer, men måske de næste afsnit kan ændre det indtryk. Rosalinde Mynster har i det mindste nogle fine udtryk, selvom dialekten flagrer fra scene til scene.
Tidsbilledet virker dog umiddelbart overbevisende og man må derfor håbe, at forfatterduoen Hanna Lundblad og Stig Thorsboe denne gang undgår de historiske brølere, som kendetegnede “Krøniken”.