★★★★★★
Koreograferne Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis har ikke fået deres navn i det officielle program, og synes mere end uheldigt, for det er ikke mindst deres fortjeneste, at I FØLING er blevet så bemærkelsesværdig en danseforestilling.
De har sammen med den visionære teatermand Christian Lollike haft den tilsyneladende umulige opgave at finde en symbiose mellem en danseforestilling i royalt regi og tre lemlæstede soldater fra krigen i Afghanistan.
Det kunne der sagtens være kommet noget virkelig usmageligt ud af, men eksperimentet lykkedes sært nok, fordi man har fundet et fælles sprog, der tilgodeser begge parter.
Vi hører beretningen fra Afghanistan samt livet efter hjemsendelsen, og især soldaternes egne beretninger gør indtryk. Men allersmukkest er nok de ordløse scener, hvor de unge dansekropper finder nærhed sammen med de deformerede soldater på dansegulvet. Beethoven og Bellini er ansvarlige for de udødelige toner, der ledsager dansen.
En imponerende lyssætning giver en række dunkle skikkelser mulighed for at springe ud og ind af scenen igennem en form for røgmur. Der skabes også en helt særlig stemning, når burkaklædte kvinder svejer i danselignende bevægelser.
Man har muligvis set et mere præcise ensembler optræde i denne sæson, men næppe nogen mere relevant danseforestilling med så stærk følelsesmæssig resonans.
