★★★☆☆☆
Danmarks yngste direktør Nicolaj Cornelius holder til på Damhuskroen, hvor han sammen med to gæve piger Kit Løvenhardt og Pernille Sørensen har genoplivet en tradition for folkelig underholdning. Teksterne hører ikke til de mest uforglemmelige, men en vis sans for sort humor spores i hans egne tekster, og en diskret scenisk elegance præger både hans instruktion og hans sceneoptræden.
Det er dog pigerne, der på skuespilfronten må tage de fleste stik hjem. Kit Løvenhardt får en del ud af Gunvor Reynbergs
tekst om “En moderne kvinde” og er ret morsom som forfjamsket korpige i “Vores stille jord”. Pernille Sørensen formår både at hive sin egen skrøbelige tekst til “Healing” i land og trykker den af i et sangnummer om plastik-kirugi med en ganske ferm tekst af Carl-Erik Sørensen.
Revyens største kvalitet er dens musikalitet, og Christian Bergs veloplagte en-mands orkester bidrager konstruktivt til
Price-brødrenes bevidst kiksede “Vores lille jord” og Lene Sonnes bidende portræt af vor søvndyssende kulturminister i “Så ked’lig”.
Nicolaj Cornelius fremstår næsten ukendelig som Marianne Helveg og i særdeleshed som lebbe-Lone, men grimmest – ikke mindst i tøjet – virker han dog som tapper børnehavnpædagog, der forsøger at holde humøret højt hos ungerne. Der er en ægte smerte i det nummer, som ville være kommet mere til sin ret, hvis tekstforfatterne Vase og Fuglsang havde trimmet det lidt.
Underholdningen fremstår nok mere troskyldig end egentlig sjov, men maden hører til den solide rustikke slags, som
stampublikummet har lært at værdsætte, så man får alligevel, det der i gamle dage hed en nogenlunde elskværdig aften.
