UNDER FOREGIVENDE

★★★★★☆

Hans Henrik Bruuns lydhøre oversættelse af Jean Cocteaus underkendte mesterværk “Thomas L’Imposteur” ligger til grund for UNDER FOREGIVENDE, en af Gyldendals mest markante klassikerudgivelser i de senere år. Bruuns efterskrift sætter tilmed på forbilledlig vis romanen ind i en historisk og litterær sammenhæng, som udvider vores oplevelse i lighed med de præcise noter.

Men UNDER FOREGIVENDE kan sagtens stå alene, og i portrættet af Guillaume Thomas skaber Cocteau en af samtidens mest komplekse antihelte, men samtidig en figur, vi sagtens kan relatere til idag. Sproget forekommer på een gang elegant og enkelt – og fremfor alt tro mod ånden i Cocteaus univers.

Herhjemme fik George Franjus hovedværk aldrig officiel premiere, men Cinemateket valgte heldigvis at vise det i forbindelse med denne bogs udgivelse og forud for en omfattende Cocteau-serie. Hovedpersonen synes mere vag i filmversionen, men det opvejes af “Amour”-skuespillerinden Emmanuelle Rivas medvirken som den fortryllende Princess de Bormes. Såvel bog som film bekræfter dog tidløsheden i Jean Cocteaus beretning om den absurditet, der følger med krige.