★★☆☆☆☆
Starten er god. En gruppe mennesker mødes for at feste på
et værtshus, og da festens tema er “Noas ark”, bærer de alle
dyremasker. Pludselig afbrydes den imposante værtinde Gudrun, som Merete Hegner varetager så storartet, at vi mindes herlige Mime Fønns.
Den tiltagende storm har gjort, at festen må aflyses, og snart
står alle de maskeklædte gæster (publikummer) på Nørrebrogade, hvor det rent faktisk blæser en del.
Men den snarrådige Gudrun har heldigvis navnet på en kvinde, der har en lejlighed lige ved af af Irma på den anden side af gaden, så der søger vi tilflugt.
Ex-manden (Christian Mosbæk) tager os modstræbende med op, mens hans planer om en intim aften med ex’en smuldrer.
Vi kommer op i en mondænt designet lejlighed med bløde
sofaer, og overværer et mindre skænderi mellem ex’erne, inden lejlighedens indehaver (Tina Gylling) opdager os og beder os forsvinde. Men Gudrun får overbevist hende om, at dette er et nødstilfælde og vi lover at være stille, mens det fraskildte par skyper med deres datter.
Og her hægtes vi så af dramaet. For selvom lejligheden er lækkert indrettet, så taler de medvirkende primært til skærmen og hinanden, og uanset om man går glip af skærmen eller deres ansigter, så distanceres man fra
begivenhederne.
Det bliver ikke bedre, da Gudrun begynder på en endeløs monolog af tilstæbt filosofisk/poesisk karakter eller da Claus Flygare kommer forbi med rapport om byens ødelæggelser.
Efter at lyset er gået, dukker der en flok unge mennesker op i selvlysende skeletdragter, og historien bliver stadig mere defus.
Et spændende udgangspunkt og en god ramme tabes på gulvet, så Mammut Teatrets sidste selskab ender som et flop. I nådens navn skal vi undgå at nævne de
ansvarlige mennesker – i tillid til og på betingelse af, at de
leverer et kunstnerisk mere samlet produkt næste gang.
