★★★☆☆☆
Claus Beck-Nielsen – nu blot kaldet Nielsen – er en sand ener i dansk teater. Han kan som få virke møgirriterende i sine talrige narcisistiske udladningen, men omvendt kan man ikke nægte, at han besidder en grundlæggende scenisk fascination.
Denne dobbelthed finder vi også i hans seneste forestilling, TRANSFORMATOREN, hvor Petra Berg Holbek står anført som medinstruktør, men som umiskendeligt fremstår som et Nielsen-produkt.
Nielsen har absolut en vis fysisk lighed med den aldrende Karen Blixen: Den magre krop og det indfaldne ansigt gør ham faktisk til den mest vellignende Karen Blixen, siden Birgitte Federspiel fortryllede som den berømmede baronesse på Rialto Teatret. Nielsen har også arbejdet på at lyde som forfatterinden, men vokalt slår han kun delvist til og den jydske accent virker forstyrrende.
Med Blixen som guide kommer vi på rundtur i Café Teatret og undervejs forvandler Nielsen sig på magisk vis til en række af verdensdramatikkens store kvindeskikkelser bl.a. Medea og Ofelia. Med en enkel bevægelse omdanner Nielsen sig også til nogle af 1900-tallets mest markante personligheder – fra Charles Chaplin og Marilyn Monroe til Adolf Hitler og Michael Jackson.
Som sidstnævnte har Nielsen sit fineste øjeblik, da han leverer en stilfærdig udgave af Jacksons hit “Bad”, som pludselig kommer til at afspejle den afdøde megastjernes selvhad.
Blir vi klogere af disse transformationer? Næppe. Man kan faktisk både finde argumenter for, at TRANSFORMATOREN er en orignal teateroplevelse og at det er en værre gang “Kejserens nye klæder”. Kunst eller kunstfærdig?…grænsen er smal og Nielsen krydser den konstant. Som det levende kunstværk, han åbenbart er.
