★★★☆☆☆
Man bør rose Sarah Boberg for, at hun med relativ kort varsel påtog sig kæmperollen som Winnie i Samuel Becketts GLADE DAGE, efter at Maria Stenz måtte melde fra, og derved reddede Teatret ved Sorte Hest fra en aflysning. På den baggrund virker det næsten urimeligt at forvente den særlige rytme, som GLADE DAGE kræver, men den er desværre nødvendig, hvis man vil spille Beckett
Sarah Boberg drøner afsted i en næsten naturalistisk skuespillerpræstation, og forestilingen virker da også nogenlunde underholdende i betragtning af, at det – næsten – er en monolog. Men pauserne respekteres ikke – og man ærgrer sig over, at instruktøren Maria W. Vinterberg ikke har støttet Sarah Boberg i en mere stiliseret indsats, der ville være mere tro mod forlæget. Samtlige bevægelser eller ord tjener et formål i Becketts mesterværk, og accepterer man ikke dette, bliver man straffet ved exit.
GLADE DAGE er historien om Winnie, der sidder fast i en høj af… ja hvad består højen egentig af? Et stykke plastik dækker højen, men gradvist afsløres, at højen rummer kasserede pladespillere og computerdele. En menneskeskabt møding, som Winnie glider længere og længere ned i. For fast sidder hun ikke – og da slet ikke i starten, hvor hun er så bevægelig, at det virker som et selvvalgt fangenskab, men det kan der selvfølgelig være en pointe i.
Oversættelsen (den ansvarlige står ikke anført i programmet) må desværre betegnes som problematisk, Forvirrende er det i al fald, at Winnie både snakker om taske og pose, og når man nu har valgt at kalde stykket GLADE DAGE, giver det ikke mening, at Winnie mod slutningen taler om en “dejlig” dag. Paw Henriksen får meget ud af næsten ingenting som Willie, Winnies primitive og lidet charmerende ledsager. Men heller ikke han kan rette op på, at forestillingens tone forekommer grundlæggende forkert.
