WINTER’S TALE

★★★★☆☆

”Et vintereventyr” hører ikke blandt William Shakespeares mest kendte stykker, men må ikke desto mindre regnes blandt hans allerfineste. Beretningen om en kærlighed, der er så stærk, at den varer langt ud over døden, rummer en tidløshed, som forklarer hvorfor teksten stadig kan engagere os.

WINTER’S TALE tager sit udgangspunkt i 1916, hvor Peter Lake (en poetisk og dybtfølt indsats fra Colin Farrell) er på flugt fra satans sendebud, Pearl (Russell Crowe). Peter Lake bryder ind hos en rigmandsfamilie, der har William Hurt som patriark, men taber sit hjerte til den dødsmærkede datter (Jessica Brown Findlay). Det er i genskabningen af en tabt tid og måske især i kærlighedshistorien, at filmen har sin største kvaliteter. Følelserne tages alvorligt – her er noget på spil, og Caleb Deschanel har tilført filmen et skær af magisk realisme med sit eminente kameraarbejde. Som en ekstra bonus får vi et bevægende gensyn med selveste Eve Marie Saint, der for godt 60 år siden vandt en birolle-Oscar for Marlon Brando-filmen ”I storbyens havn” (On the Waterfront).

Akiva Goldsman har både produceret og instrueret WINTER’S TALE ligesom han har udarbejdet filmens manuskript baseret på Mark Helprins moderne gendigtning. En imponerende indsats, der heldigvis også har båret frugt. WINTER’S TALE fremstår således som den smukkeste Shakespeare-film siden ”Shakespeare in Love”.