★★★★★☆
I betragtning af, at hun kom til verden i 1700-tallet har karakteren Manon Lescaut haft en travl sæson. I efteråret kunne man nyde Massenets opera om Manon i Malmø, og nu er turen kommet til en ballet om selvsamme MANON. Det Kongelige Ballet har klogeligt valgt at satse på Kenneth MacMillians version fra 1974, da den hører blandt de mere teksttro balletudgave af Abbé Prévosts mesterværk.
Musikken er stadig af Massenet, men ikke fra operaen om MANON. Og med dirigenten Graham Bond i spidsen for et umådeligt veloplagt orkester kunne vi ikke ønske os en smukkere musikalsk ramme om denne tilsyneladende udødelige tragedie.
Alexandra Lo Sardo er en åbenbaring som MANON. Yndig, koket og beregnende – men ikke hjerteløs. Og med øjeblikkets hotteste mandlige danser, den lidenskabelige Alban Lendorf som hendes partner, får vi nogle forrygende pas de deux’er.
Mia Stensgaard har klædt dem begge rigtigt på, men går for vidt i sin udlevering af overklassen med de hæslige kostumer til festscenen.
Scenerummet har hun dog udnyttet fornuftigt, og især scenen, hvori der går i diagonal fra seng til arbejdsbord, har en præcision, som virker sjælden.
Forestillingens to iscenesættere Karl Burnett og Patricia Ruanne Jahn synes enige om, hvilken historie, der skal fortælles, og de fortæller den godt. Det er også som om gæstespillet med “SVanesøen” har højnet standarten i ensemblet, og resulatat bliver derfor en utvetydig succes.
