★★★★☆☆
I betragtning af at han har været død i et par tusind år, har den romerske digter Ovid haft en travl uge – i al fald set med
danske øjne. Det Kongelige Teater har netop haft premiere på en meget fysisk udgave af Ovids “Metamorfoser” og nu er turen kommet til Hofteatret, hvis barokopera APOLLO OG DAPHNES KÆRLIGHED også har hentet sine historier fra Ovids hovedværk.
Magnus Tessing Schneider har ikke bare oversat, men også instrueret, og han har dygtigt udnyttet Hofteatrets særlige
opbygning og stemning i sin iscenesættelse. Bortset fra lidt videoprojektioner på et bagtæppe, er der da heller ikke brugt de store ressourcer på scenografien, men det kan jo hænge sammmen med, at forestillingens scenograf Björn Ross også er producent.
Benjamin Bayl sørger dog for at APOLLO OG DAPHNES KÆRLIGHED bliver andet og mere end støvet teaterhistorie, men han har også en række dygtige musikkere til sin rådighed.
Som Daphne er Xenia Lach-Nielsen tilbage i operasammenhæng efter en personlig succes tidligere på sæsonen i “Syng for fremtiden, Ingeborg!” på Københavns Musikteater. Og selvom niveau ikke er helt så højt som sidst, slipper hun atter godt fra det.
Men det er dog veteranen Lise-Lotte Nielsen, der løber med opmærksomheden på grund af en boblende spilleglæde, der giver tiltrængt liv til Pier Francesco Cavallis opera. For de kan ikke skjules, at støvet har lagt sig på Gian Francesco Busenellos libretto. Men så meget desto mere heroisk forekommer denne indsats for at finde kvaliteterne i dette næsten glemte værk.
Og der er heldigvis kvaliteter – ikke mindst musikalsk – og man kan derfor roligt begive sig til Hofteatret, hvis man har mod på en næsten tre timer lang opera-oplevelse af de sjældne.
