LOLITA FOR ALTID

★★★★★☆

Vladimir Nabokovs skandaleombruste roman "Lolita" er blevet filmatiseret flere gange – bedst af Stanley Kubrick i 1962 med Sue Lyon i titelrollen, og i teatersammenhænge har værket ligeledes tjent som inspirationskilde gentagne gange. I 2015 kunne vi f.eks. opleve en balletversion på Bellevue Teatret i Klampenborg.

Nu præsenterer Republique i samarbejde med kunstnerduoen How to kill a dog et vildt one woman-show på Revolver-scenen. Det giver sådan set god mening, for Emma Sehested Høegs meget tidstypiske Lolita er i al fald hurtig på den erotiske aftrækker.

Sidste år blev Emma Sehested Høeg nomineret til cphculture.dks gennembrudspris for hendes tour-de-force "Velkommen til Pandora", og denne gang synes forestillingens enkelte komponenter i endnu højere grad at spille sammen.

Viktor Dahl sekunderer hende musikalsk – også som en art medspiller, og Jennifer Vedsted Christiansens iscenesættelse får virkelig Emma Sehested Høeg ud i hjørnerne af sit talent.

Først som udadvendt sexfikseret lillepige med narcissist i ascendanten og senere som selviscenesat klynkende offer, der udnytter beskyttertrangen hos de voksne mænd for egen vindings skyld.

Efterhånden som folk ikke kan holde hende ud, bliver hendes manglende selvværd mere end tydeligt, og hendes forlorne amerikaniserede peptalks udstiller blot kun hendes egen stupiditet. Da selvhadet får karakter af selvdestruktion, vækkes vores medlidenhed med hende, inden hun slutter i en dans – ikke ulig filmen "Druk".

Emma Sehested Høegs kommer hele registret igennem fra latter til gråd – og synge kan hun også til egen musik. Den storladne lyserøde scenografi virker som en usund klæg marengs, man let kan blive kvalt i, men hvor forfærdelig denne Lolita end fremstår undervejs, så får Emma Sehested Høeg os alligevel til at håbe på, at hun genopstår med fornyet livsmod. Gerne en del klogere og langt mindre selvoptaget.

 

(Michael Søby)