KLASSEFESTEN 2: BEGRAVELSEN

★★★☆☆☆

I forhold til filmens handling giver titlen ingen mening, for den handler overhovedet ikke om nogen klassefest, men til gengæld kommer vi med til hele to begravelser.

Det bedste man kan sige om KLASSEFESTEN 2 – BEGRAVELSEN er, at det ikke er ringere end etteren. Makkerparret Thomas Radoor og René Ezra har også denne gang skrevet løjerne, som instruktøren Mikkel Serup har ganske godt styr på. Teknisk set kan man tale om forbedringer, men man bliver træt af at se Troels Lyby surmule igennem en hel film. Nikolaj Kopernikus giver den for gud ved hvilken gang som Nikolaj Kopernikus og det skal der jo nok være nogen, der synes er nok. Anders W. Berthelsen har fået det bedste materiale at arbejde med, og laver en ganske skæg og uhyre tiltrængt parodi på den ordinære mand, han selv har personificeret i dansk film for længe. Manuskriptforfatterne kan stadig ikke skrive kvinderoller, og afslører til stadighed et dybt forældet kønsrollesyn. Kirsten Lehfeldt kan dog heldigvis altid få een til at trække på smilebåndet.

“Give me just a little smile” synges Laid Back på filmens soundtrack og kan man nøjes med det, så kan KLASSEFESTEN 2 – BEGRAVELSEN lige akkurat gå an.