★★★★★☆
Selvom filmfestivalen for lesbiske, bøsser, bi’er, transer og andre seksuelt nysgerrige mennesker med tiden har skiftet navn til MIX COPENHAGEN, så runder den faktisk 30 år i år.
Det markerer festivalen med en dansk retro-serie, der godt kunne blive en tradition. For homokarakterer har eksisteret lige siden stumfilmens dage, hvad Carl Theodor Dreyers "Mikael" så glimrende understreger. "Mordets melodi", "Bundfald", "Violer er blå" og "Lille spejl" udgør blot en lille men udsøgt del af de film, der afspejler udviklingen i opfattelsen af homo’er i Danmark.
Men MIX COPENHAGEN 2015 byder naturligvis også på en række nye film, og her følger 10 anbefalinger, der viser alsidigheden og kvaliteterne i årets program:
DANISH DELIGHTS: En lille håndfuld danske kortfilm, der beretter om en homokultur i stadig forandring.
DRESSED AS A GIRL: Festlig men også rørende skildring af det engelske drag-miljø.
GRANDMA: Den lesbiske skuespillerinde Lily Tomlin (Oscar-nomineret for Robert Altmans mesterværk "Nashville" gør et gloriøst comeback som en lidt usædvanlig bedstemor.
HIDDEN AWAY: Bevægende og aktuel kærlighedshistorie om to unge fyre fra vidt forskellige kulturer.
LIZ IN SEPTEMBER: Sensuelt sydamerikansk drama om en lesbisk romance
MIX SKOLEFILM: Lad MIX film indgå i undervisningen! Læs mere på mixcph.dk
NASTY BABY: Teddy-vinderen fra Berlin har komedienden Kriisten Wiig ("Brudepiger") i en atypisk rolle.
SEED MONEY: THE CHUCK HOLMES STORY: Heftig dokumentarfilm om en af bøssepornoens forgangsmænd.
TRANSGENDER PARENTS: Tankevækkende canadisk dokumentar om transforældre.
WELCOME TO THIS HOUSE: Betagende dokumentarfilm om forfatterinden Elizabeth Bishop , som Miranda Otto spillede i det lesbiske kostumedrama "Reaching For The Moon".
NB! Der er ekstra visninger tirsdag d. 13/10 – tjek evt. mixcph.dk