★★★★☆☆
Er det i orden, at et statsstøttet dansk teater i en tid med stor arbejdsløshed for kvindelige skuespillere lader en svensk skuespillerinde spille en hovedrolle – på svensk? Tja, når man ikke tekster forestillingen, kan det umiddelbart synes noget arrogant, men faktisk giver det godt mening i Edisons udgave af den store græske tragedie MEDEA. For instruktøren Stefan Larsson anskuer MEDEA som asylansøger, og selvom det til tider kan være svært ved at forstå alt hvad Livia Millhagen siger som MEDEA, så virker det næsten tilsigtet: Vi skal ikke forvente at kunne forstå alt.
Livia Millhagen giver et sitrende intenst portræt af en forpint kvinde, der lader vreden over at blive fravalgt af sin mand Jason gå ud over deres fælles børn. Kenneth M. Christensen viser nye sider af sit talent som en overraskende troskyldig Jason, der bare ikke kunne gøre for, at han måtte vælge en anden, men naturligvis beklager det. En klassisk mandetype, der synes at vinde genklang idag.
En lidt mat Karen-Lise Mynster varetager på sin vis korets rolle, og varsler død ligesom MEDEAs landsmandinde, den interessante Elin Klinga, foregriber begivenhedernes gang.
Flere af de medvirkende leger selv med videokameraer, og billederne projekteres direkte ud på de storskærme, der hænger over publikum i tre af den kvadratiske scenes fire sider.
Man fornemmer en større historie bag den relativt enkle fortolkning, men på sin egen beskedne facon fungerer Stefan Larsons version ved sit nærvær og sin relevans.
