MOHSEN MAKHMALBAF
Mohsen Makhmalbaf er langt fra den eneste iranske instruktør, der må slas med de iranske myndigheder.
"Jafar Panahi ("Cirklen", "Taxi Teheran" m. fl.) har siddet i fængsel i tre måneder. Men aldrig i husarrest – modsat af hvad mange tror."
Allerede som teenager tilbragte Mohsen Makhmalbaf fem år i i fængsel efter et sammenstød med en betjent. Idag regnes Makhmalbaf for Irans mest indflydelsesrige instruktør, og med værker som "Gabbeh" og "Rejsen til Kandahar" har han forlængst indskrevet sig i den internationale filmhistorie.
I 1996 grundlagde han Makhmalbaf Film House
http://www.makhmalbaf.com
– en skole for nye talenter, der inkluderede døtrene Samira og Hana, samt sønnen Maysam.
Nu besøger han Danmark i forbindelse med en mini-festival i Cinemateket, der bl.a. viser hans seneste film THE PRESIDENT som månedens film.
"THE PRESIDENT er ikke kun om Georgien eller Iran, men også om Libien og Irak… ja selv Kina og Rusland. Da jeg var i Rusland sagde publikum, jamen den handler jo om os og det samme skete i Hong Kong.
Jeg lod den grusomme præsident få følgeskab af et barn, for derved at sikre mig forskellige synsvinkler på filmens handling. Jeg ønskede også at vise den menneskeheden fra dens gode side, ellers ville historien blive al for entydig og uinteressant. Og samtidig ved man aldrig om et barn vokser op og bliver diktator."
Iran begyndte i 1950’erne at producere egne film, og egenproduktionen kulminerede 1961-62 med 50 film, der fortrinsvis var enkle melodramaer. I begyndelsen af 1970’erne førte brugen af mere tilgængelige udstyr til et kunstnerisk opsving og mere kritiske film, men denne nye bølge blev afbrudt af den islamiske revolution i 1979.
"To år før revolutionen havde man åbnet op for Hollywood-film i biograferne, og de overtog stort set hele markedet. I forbindelse med den islamiske revolution i 1979 brædte man plakater og satter også ild på en biograf, hvorved mange mennesker omkom. Den nye ledelse var imod alt fra vesten.
De første år efter revolutionen producerede man kun to til fire film, men i løbet af de næste 10 år voksede antallet til mellem 50 og 70 titler om året, omend det var film af en helt anden type. Ingen sex og ingen vold. Det var sjældent særligt underholdende film, men til gengæld den eneste form for underholdning under det nye styre. Husk på, at man havde forbudt de udenlandske film."
Gradvist begyndte iranske filmfolk dog at finde måder, hvorpå de kunne omgås censuren. Og gradvist begyndte den internationale opmærksomhed at vokse, begyndende med Mohsens Makhmalbafs "Boykot" i 1985, Abbas Kiarostamis "Hvor er min vens hus?" fra 1986, og "Cyklisten" af Mohsen Makhmalbaf.
"Der var to årsager til de nye iranske films internationale succes: Den ene var, at ingen vidste hvad der foregik i Iran under det nye regime, så film forblev det eneste vindue til livet i Iran. Den anden årsag var den særlige stil, der kendetegnede de internationalt succesfulde iranske film fra midten af 80erne og frem. Vi lavede en anden type film, poetiske film med enkel stil og socialt engagement."
Lavmælte hverdagsrealistiske iranske dramaer med indædte budskaber indtog alverdens filmfestivaler de følgende år. Således modtog Mohsen Makhmalbafs "Gabbeh" to af hovedpriserne på henholdsvis Singapore og Tokyo Film Festival. "Gabbeh" omhandler en gruppe normader, hvis skamløst kulørte tæpper fortæller deres egne historier.
"Vores livsfilosofi er en poetisk filosofi. Vi følger ikke Nietzsche, men vore digtere. Så vores kultur rummer farver, selvom regeringen forsøger at kontrolere vores dem.
I "Salaam Cinema" (1995) agerede jeg instruktør, men samtidig var jeg også en diktator."
Mohsen Makhmalbafs politiske synspunkter blev dog i sidste ende for meget for den iranske ledelse, og i 2005 måtte han forlade sit hjemland, og har siden været tvunget til at flytte fra land til land fire gange!
"Jeg har boet i Afghanistan, og der sendte de også terrorister efter mig og til Paris. Også Samira modtog trusler om, at hvis hun vendte tilbage til Iran ville hun blive voldtaget og smidt i fængsel."
Mohsen Makhmalbaf bidrog manuskriptmæssigt til Samiras gennembrudsfilm "Æblet" og den efterfølgende "Blackboards", der begge vakte opsigt på filmfestivalen i Cannes.
I 2001 skabte Mohsen Makhmalbaf så sit foreløbige hovedværk "Rejsen til Kandahar" inspireret af hans eget besøg i Afghanistan.
"Jeg havde besøgt Afghanistian en uge på den tid, hvor Tailban regerede landet, og blev chokeret over de tusindvis af mennesker, der lå døde af sult i vejkanterne. Mennesker, der var flygtet fra deres hjem i landsbyerne. Jeg lovede mig selv, at når jeg kom hjem, ville jeg fortælle deres historie. "Rejsen til Kandahar" er en af ti film, som Makhmalbaf-familien har skabt om Afghanistan".
Det er dog de færreste af Makhmalbafs film, der får visninger i iranske biografer.
"Mine film ses i hjemmene via satelit. For nyligt var der en kanal, der viste en kavalkade af Makhmalbaf-familiens film, og den blev set af over en million mennesker! Så censur er ikke fuldt ud muligt længere."
– Tiden er på det punkt kommet dig i møde?
"Ja".
– Hvad med filmfinanseringen? Det må da være uhyggeligt vanskeligt, når man er nødsaget til at skifte hjemland så ofte?
"Ja, det er vanskeligt. Jeg prøver så vidt muligt at lave film på små budgetter, fordi det er nemmere. Men samtidig tager det jo også længere tid i dag. Jeg har p.t. gang i fire projekter, men jeg ved ikke, hvilket projekt der bliver til noget først, og det frustrerer mig.
Mit navn er også forbundet med fare – ikke mindst i forhold til andre iranske filmskabere. De ønsker ikke at blive fotograferet sammen med mig af frygt for konsekvenserne."
– Hvordan har denne udvikling påvirket dig og dine film?
"Jeg ændrer mig og mine film ændrer sig. Filmene reflekterer samfundet, og samfundet spejler sig også i mine film. De afspejler den iranske sjæl på det tidspunkt, de blev lavet, og det er derfor, at jeg får vrøvl med regeringen. De ønsker stadig at skjule, hvad befolkningen i virkeligheden føler og tænker.
