LEGEND

★★★★☆☆

Det er langt fra første gang, at de engelske gangster-tvillinger Rob og Reg Kray får filmbranchens opmærksomhed. Men LEGEND må betegnes som den hidtil bedste film om brødrene fra Bethal Green, der både i 60erne og 70erne styrede Londons underverden på brutal vis, da udsigten til en politisk skandale længe stod i vejen for politiets indgriben.

Oscar-vinderen Tom Helgeland har både skrevet og instrueret, og sørger atter for at tidsbilledet og periodeskildringen sidder lige i øjet. Desværre kan han heller ikke denne gang styre sig, og hans åbenlyse morskab over de groteske voldscener forekommer i længden usmageligt.

Tom Hardy, en skuespiller der i højere grad jagter roller med tekniske muligheder end projekter med indhold, spiller både Reg og Rob på ganske fascinerende vis. Men ligesom andre film, hvor den samme skuespiller skal agere to roller f.eks. "Blodbrødre" med Jeremy Irons, får resultatet næsten uundgåligt karakter af et "showcase", en opvisning. Man bliver for bevidst om skuespillerens arbejde – på bekostning af autenticiteten. Dertil kommer, at Tom Hardy er glimrende som Reg, hvorimod hans portræt af den psykisk syge Rob i for høj grad havner i karrikaturen.

Omkring ham ser vi flere gode birolleindsatser – ingen mere veloplagt end Taron Egertons Ted. Det virker dog ejendommeligt og lidt suspekt, at vi aldrig må se nogen form for ægte ømhed at se mellem Rob og hans mangeårige partner Ted, selvom virkelighedens Rob spillede med åbne kort med hensyn til sin homoseksualitet.

LEGEND fremstår som en flot produceret og noget glat underholdningsfilm, der aldrig keder på trods af en spilletid på to timer og et kvarter.