★★★★★☆
Eftertiden har været hård ved Pietro Mascagni. Dels har hovedværket "Cavalleria Rusticana" tilsyneladende skygget for resten, og dels klæber den aldrende Mascagnis fascistiske sympatier under anden verdenskrig stadig til navnet. Men sådan er det godt, at vi har Den Jyske Opera til at præsentere os for Danmarkspremieren på L’AMICO FRITZ – ca. 124 år efter første opførelse.
På papiret måske en bagatel, men i så fald en charmerende bagatel. Og rent musikalsk forføres vi af Michael Barken-Cavens klassisk funderede opsætning, der gæstespiller på bl. a. på Det Kongelige Teater – gudskelov på Gamle Scene.
Martin André får orkesteret til at bruse af lidenskab, og samtlige medvirkende på scene yder store indsatser.
Walisiske Natalya Romaniw ligner måske ikke umiddelbart den blomsterglade jødinde Suzel, vi havde forventet, men hvorfor skulle hun også det? For er der ikke netop en god pointe i, at denne Suzel har poesien i sit indre, og at vi primært oplever den gennem sangen? Natalya Romaniw formår både at spille og synge med en stilfærdig lidenskab, der gør indtryk.
Men også amerikaneren Scott Quinn havde en fin aften som Fritz, og ikke mindst kirsebær-duetten mellem Fritz og Suzel gjorde stor lykke. Lars Møller som rabbiner, Alexander Grove som Federico (en ven af Fritz) og Andrea Pellegrini som Beppe havde bestemt også deres øjeblikke, og bidrog aktivt til at gøre L’AMICO FRITZ til sæsonens hidtil lifligste operaoverraskelse.
Scenografisk virker forestillingen velfungerende, omend marklandskabet med de glaskugle-store kirsebær vækker mindelser om Disneys Juleshow. Man skal altså ikke forvente al for megen verisme a la "Cavalleria Rusticana". I L’AMICO FRITZ er vi langt fra grum realisme på Sicilien, men er havnet i en mere idylisk verden nær Alsace (selvom der stadig synges på italiensk), hvor vi i grunden befinder os godt.
