JOY

★★★★☆☆

Instruktøren, manuskriptforfatteren og producenten David O. Russell er klar med sit årlige Oscar-bud, der ligesom de to foregående "Silver Linings Playbook" og "American Hustle" har den ustyrligt populære Jennifer Lawrence i hovedrollen. Denne gang skal hun spiller en hel almindelig ung mor, der lever under samme tag som sine fraskildte forældre, exmanden og bedstemoderen.

Russell forsøger at ramme tonen fra Frank Capras komedier om jævne mennesker som Mr. Deeds og Mr. Smith, der alligevel får udrettet noget usædvanligt. Ligesom Capra befolker han også sin film med dygtige karakterskuespillere i alle sideroller og vi får således glædelige gensyn med veloplagte solister som Édgar Ramirez, Robert de Niro, Diana Ladd og ikke mindst Isabella Rossellini. Det er som sædvanligt de medvirkende fremfor billederne, der gør Russells film seværdig.

Men spørgsmålet er om Russell denne gang har fundet den magiske balance mellem socialrealisme og folkekomedie, som Capra mestrede? De amerikanske anmeldere har været delte, og hvor sympatisk historien end måtte være, kan man da også diskutere, om den har nok substans.

Jennifer Lawrence blev på forhånd anset som storfavorit til at hjemtage sin anden Oscar – som den yngste nogensinde – men er hun 100 procent overbevisende som forslidt husmor, der opfinder en selvvridende moppe? Hun gør dog et oprigtigt stykke arbejde, og rollen er for så vidt god, fordi den netop gennemgår en udvikling og sejrer på trods af de faktiske forhold.

Man hygger sig da også, mens man ser filmen, men den efterlader ikke samme momentum i sindet som f.eks. Russells bedste film, "The Fighter". Mindre kan dog også gøre det, og underholdningsværdien fornægter sig heller ikke denne gang.