★★★★☆☆
Det Ny Teater fortjener ros, fordi de også tør prøve kræfter med mindre kendte musicals. Og de har tidligere bevist, at de godt kan få en glimrende forestilling ud af et på papiret noget tvivlsomt materiale, senest "Love Never Dies", der nærmest blev en forbedring af originalproduktionen. Man mindes hellere ikke at have set en bedre opsætning af den tvivlsomme popoperette JEKYLL & HYDE tidligere, men spørgsmålet er, om det er godt nok til Det Ny Teater?
For denne banalisering af Robert Louis Stevensons fascinerende romanforlæg er på manuskriptplan lidt af en prøvelse med sin stadig mere melodramatiske scener og effekter.
Iscenesætter Daniel Bohr har dog sørget for, at vi får noget at se på undervejs, og lader historien udspillet sig i art galehus – med publikum på scenen. De tilpas opulente kostumer og de stemningsmættede belysning bidrager til den rette atmosfære af London i 1800-tallet.
Leslie Bricusses sange viser sig ved nærmere bekendtskab at være bedre, end man husker dem fra Mastodonternes opsætning på Gladsaxe Teater for en del år siden. Nøglesangen "This is the Moment" er da også blevet en pladehit bl.a. for svenske Peter Jöback, og på Det Ny Teater formår også Tomas Ambt Kofod at synge den til succes.
Hans kønne stemme hører måske ikke til de største, men viser sig alligevel opgaven værdig. Tomas Ambt Kofod leverer også sin velnok bedste skuespillerpræstation til dato i den krævende dobbeltrolle, selvom begge karakterer stadig kan fremstilles med større tyngde.
Kurt Ravn har fået tildelt en noget intetsigende advokatrolle og man undrer sig over, at man ikke har kunnet finde en bedre opgave til ham?
Camille-Cathrine Rommedahl, der brød igennem på Det Ny Teater i "The Producers" og som siden brillerede i komiske musicals bl.a. den festlige "Frankenstein Junior", får lejlighed til at vise, hvor meget hun er vokset som sanger og skuespiller som Jekylls tilkomne. Men hvor er det synd, at man har udstyret hende med en paryk, der leder tankerne hen på en balsameret kongepuddel!
Forestillingen er lidt længe om at komme i gang, og flere af ensemblespillerne tager sig vældig god til ligegyldige replikker. Men med Julie Steinckes entre bliver der for alvor sat lidt fut i forestillingen. Bohr havde slet ikke behøvet at vulgarisere hende med pisk og reb, for Steincke er fræk nok i sig selv – og med betydelig vokal styrke og sødme.
Bohr synes dog at være rigeligt opsat på, at de medvirkende helst skal foretage sig noget, mens de synger deres store solosange i en grad, at det næsten tager fokus væk fra ordene. Det bidrager til, at vi ikke for alvor indfanges af historien, men i stedet fokuserer på de generelt velklingende stemmer.
Men rent musikalsk og til dels visuelt har Det Ny Teater sejret igen. Man forlader dog teatret med ønsket om de dog ikke snart vælge nogle manuskriptmæssigt stærkere musicals i de år: Værker som "Gypsy", "Carousel" og "Mame" skriger desuden på at blive spillet herpå Københavns førende musicalteater.
