af
Kirsten Jacobsen
(Gyldendal)
★★★★☆☆
Man skal hverken forventer en komplet oversigt over udgivelser eller et personregister i Kirsten Jacobsens seneste bog HELMIG OG KÆRLIGHEDEN. For forfatterinden synes ikke at være interesseret i kendisser og karriere, men snarere at finde ind til kernen i mennesket Thomas Helmig. Derfor giver titlen også mening – for omdrejningspunktet i Thomas Helmig er og bliver kærligheden.
Bogens første kapitel (af i alt 30) lægger ud med et citat af rockskribenten Torben Bille, hvori han fastslår, at "musikken er din eneste sande ven". Men efter et langt musikliv og et ikke uproblematisk privatliv er Thomas Helmig dog nået til den konklusion, at hans bedste ven er Renée Toft Simonsen. Smukkere kærlighedserklæring kan hun næppe ønske sig.
Kapitlerne er ledsaget af en "playliste" over Helmigs favoritsange, som egner sig til soundtrack i forbindelse med læsning af bogen. Thomas Helmig beretter tilsyneladende så oprigtigt som muligt om melankoli, sprut og sovespiller, men den røde tråd i bogen synes at være (den genfundne) kærlighed til Renée Toft Simonsen. Hovedparten af Helmigs sange synes også at være en form for kærlighedssange – omend ikke altid den form for kærlighed, som man finder i et parforhold. Vi får da også løbende mange uddrag af hans sange til at belyse, hvordan han tænkte og tænker, men også andre sangskrivere inddrages.
Man fornemmer også en stærk spirituel indflydelse, og forkærligheden for Mahelia Jacksons version af "Amazing Grace" forekommer derfor indlysende. Men i sidste ende sidder vi tilbage med et portræt af en mand, der har fået nogle knubs henad vejen men som til stadighed forsøger at være tro mod sig selv. Nu med den modne mands vished om, at uden kærlighed var det ikke gået.
