★★★★★★
Davis Guggenheim har skabt et ganske enestående portræt af en usædvanlige pige, der dog på sin vis er som så mange andre. Han har krydret allerede eksisterende dokumentaroptagelser af Malala i audiens hos verdensledere og andre berømtheder med optagelser af hendes besøg i dele af verden, hvor børns rettigheder for alvor er truet. Hun drømmer selv om at kunne besøge sit barndomshjem i Pakistan en enkelt gang, men må foreløbige finde sig i en omskiftelig tilværelse i England sammen med sin familie.
Og det er netop optagelserne af Malala og hendes familie, der for alvor fremstår som et scoop for David Guggenheim. Hendes små brødre fastslår med glimt i øjnene, at hun faktisk er meget voldelig i hjemmet, og man får også en fornemmelse af, at Malala er fars datter, mens i al fald den ene af sønnerne finder trøst i, at han er moderens favorit.
Faderens indflydelse anerkendes i filmen, men man får samtidig også et indtryk af, at Malala er en pige, der har sine egne meninger og selv kan træffe en beslutning. Faderens skyldfølelse over attentatet mod datteren luftes også, og i det hele taget kommer Davis Guggenheim fint rundt om, hvilke konsekvenser Malalas berømmelse har haft for familien.
Men i sidste ende er det den lille pige i filmens centrum, der efterlader det største indtryk. Hun fortæller selv om den inspiration som selve navnet Malala har været for hende, og i æstetisk smuk animation fortælles legenden om folkehelten Malalai af Maiwand og andre vigtige historier, der har været med til at forme hende til den, hun er. Og uanset om faderen skriver hendes taler eller ej, så er Malala selv en uvurderlig taler, hvis stemme man slet ikke kan undgå at blive berørt af.
