EUGEN ONEGIN

★★★★★★

Malmø Opera bekræfter positionen som et af nordens førende musikteatre med deres suveræne opsætning af EUGEN ONEGIN – på originalsproget! Ja, man spørger sig selv, om det simpelthen ikke er den mest vellykkede operaopsætning, man endnu har set på de kanter?

EUGEN ONEGIN er også i operaversionen blevet fortællingen om det overflødige menneske. Men hvor Aleksandr Pusjkins versroman "Jevgenij Onegin" i højere grad fokuserede på titelkarakteren, er Tatjana operaens egentlige hovedperson.

Deres lidenskabelige kærlighedshistorie bliver på sin vis det rene melodrama, men afspejler også kontrasterne mellem uskyld og begær, land og by, fængsel og frihed.

Pjotr Tjajkovskijs tidløse musik løftes af Malmø Operas uforlignelige orkester under ledelse af russeren Michail Jurowski, og de får formidabel støtte af operakoret, der vitterligt har international klasse. Via nogle aldeles storslåede videoprojektioner svæver vi i bogstaveligste forstand i "den rene himmel", titlen på en af de russiske film, der afspejlede drømmen om en fri vejrtrækning.

Vladislav Sulimsky har styrke i både stemme og spil som outsideren Onegin. Sabina Cvilak antyder allerede i anslaget, at hendes svale skønne Tatjana rummer stor passion, og Lena Belkinas smilende Olga er hende en god modsætning. Peter Auty åbenbarer som Lenskij en helt vidunderlig røst, der forklarer, hvorfor han anses som en af tidens store tenorer, og Maria Streijffert har både pondus og stemme som tjenestepigen Filipjevna.

Det er således svært at udsætte noget på denne operaaften, og når selv Prins Henrik vælger at tage til helt til Malmø for at se opera fremfor en tur i Det Kongelige Teater, så kan vi andre også roligt gøre det.