★★★★☆☆
På Peder Lykkes Vej nr. 61 ligger der et nedrivningstruet højhus. Det har der ikke altid gjort, tidligere var det nærmest en lille landsby, der blev revet ned for at bygge denne betonkolods. Men for rigtig mange mennesker er denne kolos blevet et hjem.
To skuespillere (Rosa Sand og Gry Guldager) iført groteske farvestrålende kostumer og gevanter henter de ca. 40 publikummer på parkeringspladsen og guider os på deres musikalske rickshaw hen til bygningens indgang. Her afleverer publikum eet stk. tøj og een grønsag, inden de inddeles i fem nogenlunde lige store grupper.
Vi kommer nu på skift på besøg i diverse lejligheder efter en kort intro til ejendommens historie. Fra plejecenter til den nuværende status som boligejendom med relativt billige eet og to-værelses lejligheder. Men vi får også et indtryk af den usikkerhed, der følger med nedrivningsplanerne, ikke mindst for dem med de korte et-års kontrakter, hvor man ikke er forpligtet til genhusning. Den nye ejendom forventes at få husleje på mindst det dobbelte, så hvad skal der ske med de ca. 350 nuværende beboere – heraf hovedparten med lavindkomster. Mennesker, der ikke ville få råd til at bo i nye boligere.
I en af lejlighederne møder vi en enlig mand, der efter flere mislykkede ægteskaber endelig har fundet ro i sit lille refugium med den gode udsigt. Vi fornemmer dog længslen efter kærlighed, da han spiller et Poul Krebs-nummer, der demonstrativt ikke handler om kærlighed. En anden mand bor sammen med to slanger, og vi præsenteres for en videooptagelse af slangefodring med levende mus, mens vor vært – en ung musikstuderende – spiller Chopin på klaveret!
I en tredje lejlighed træffer vi en kvinde, der ligesom alle de øvrige beboer ikke synes at være kommet nemt igennem tilværelsen, men som nu i moden alder endelig har fået sit eget hjem, hvor hun selv kan bestemme, hvem hun åbner og lukker for. I ejendommens kælderværtshus "rød stue" har hun mødt en ny kæreste, som spiller sensitizer til hendes version af Patsy Cline-sangen "Crazy" og som også leverer musik under en elevatortur og til den fællesspisning af grønssagssuppen, som (næsten) alle har bidraget til.
Den festlige afslutning består i at spisebordet bliver catwalk, hvor en del af det donerede tøj fremvises i bedste modeshow-stil af de to skuespillere, inden det havner på byttebordet. En beboer med diverse fysiske og psykiske lidelser fremfører et digt, der giver indtryk af hendes angst for igen at havne på moderens sofa, hvis hun bliver boligløs.
Man kan diskutere, hvor meget i dette projekt egentlig er teater og hvor meget, der blot er iscenesat virkelighed, men resultatet fungerer. Vi kan ikke undgå at blive berørt af, hvad vi ser og høre, og synes da så vidt muligt også, at beboerne skal have lov til at blive, hvis det er forsvarligt. Eller at de i værste fald bør tilbydes anstændige genhusningsaftaler allesammen.
Så på sin vis kan man her tale om en aktivistforestilling, der rent faktisk virker, selvom de løftede pegefingre truer med at irritere et par gange undervejs.
Om forestillingen så i Lene Skytts iscenesættelse får boligpolitisk gennemslagskraft nok til at omstøde beslutningen om nedrivning, forekommer desværre mere tvivlsomt.
