DIG & MIG FOR ALTID

★★★★★☆

Indenfor samme uge er der i København premiere eller repremiere på hele tre forestillinger, der lader gamle pladehits indgå i en ny historie. Af disse virker DIG & MIG FOR ALTD som den kunstnerisk mest forfriskende.
Forestillingen på AVENY-T minder os om, at man ikke altid behøver at gå helt tilbage til 70erne og 80erne for at finde gode ørehængere. Faktisk bliver man helt opløftet over hvor langtidsholdbare sange som Christians "Du kan gøre hvad du vil" og "Sommer i Europa" af Rasmus Nøhr stadig virker.

Scenografen Rikke Juellund har omdannet Aveny-Ts scene til et flot kirkerum, der forestillingen igennem bruges – og misbruges – af et farverigt persongalleri. Den hårdt prøvede præst (en sprød Pernille Højmark) må i dagens Danmark lægge hus til stadig mere bizarre begravelser, homobrylluper og flygtninge på flugt.

Iscenesætter Kenneth Kreutzmann lader med stor fantasi og generøsitet sangene indgå i de sammevævede historier, der mest af alt handler om kærlighed. Festligt er det unægteligt at høre et Nik og Jay-medley udsat for et grotesk gospel-kor, og man morer sig ligeledes over en gruppe alkoholikeres snart klynkende snart kværulerende version af "Lorteparforhold" jvnf. Magtens Korridorer.

Men man bliver også bevæget af scenerne med den aidssyge mand, forholdet med den lidt triste kvinde og pigen med det lilla hår samt ikke mindst af relationen mellem den kvindelige præst og den mandlige flygtning.

DIG & MIG FOR ALTID har også nogle imponerende sangpræstationer, man ikke ser magen til andre steder i byen i øjeblikket. Niels HP kan både rappe og rocke, så det er en fryd. Line Krogholm og Mikala Bosetti fremstår begge i vokal topform, og endelig må vi ikke glemme Mads Hjulmand, der både har en sårbarhed i spillet og en ægte smerte i stemmen. Lars Bom får virkelig lov til at vise ydrepunkter i talentet som henholdsvis dæmonisk bedemand og gloriøst påklædt trans.

I DIG & MIG FOR ALTID har man skruet ned for replikkerne, og brugt mere mimiske virkemidler undervejs. Det gør, at vi lytter lidt mere til hver enkel sangtekst. Det kan kun være en fordel for alle parter.

Fremfor alt er DIG & MIG FOR ALTID en musikforestilling, hvori der ikke blot skues bagud, men også fremad – samtidig med at man forholder sig til nutiden. Det er slet ikke så tosset endda.