ELEKTRA

★★★★★☆

One and Only Musicals indtager atter Scandic Falkoners store scene – denne gang med en prægtig udgave af GREASE, en af alletiders mest populære musicals. Silas Holst er tilbage i rollen som Danny. Han har altid danset og sunget rollen bedre end John Travolta, og nu spiller han også rollen bedre – med en klædelig selvironi, der virker drøncharmerende. På dansegulvet får han for en gang skyld kamp til stregen af Kirsty McDonald, der spiller den iltre Cha Cha.

Siden Olivia Newton-Johns alt for tidlige død, er vi blevet mindet om hendes vokale overskud – ikke mindst som Sandy i Grease. Neel Rønholt når ikke disse højder med sin i bedste fald nydelige stemme i rollen som Sandy, og ligesom Olivia Newton-John i filmen fremstår hun lidt for kedelig, selv for en såkaldt pæn pige at være.

Aftenens fineste skuespillerpræstation leverer Lea Thiim Harder som den rapkæftede Rizzo (på film spillet af Stockard Channing), men hun er også velsignet med aftenens bedste sangtekst ("There Are Worse Things I Could Do") og finder fine udtryk i sit portræt af pigen, der bitcher for at skjule sit eget selvhad.

Joakim Lind Graa Tranberg, som sidst stod på scenen i de forrygende Boy Band-teaterkoncerter, er hende en god modspiller i rollen som Kenickie, og trykker den for alvor af i "Greased Lightning – flot koreograferet af den debuterende koreograf: Silas Holst. Musikken har man trygt lagt i hænderne på arrangør og kapelmester Joakim Pedersen

Frede Gulbrandsen har trods Silas Holsts indlysende stjernestatus iscenesat GREASE, som var det en ensemble-forestilling, og det klæder faktisk værket. Silas Holst giver tydeligvis plads til sine medspillere – også i koreografien, og derfor får flere medvirkende end normalt chancen for at vise, hvad de duer til. Thor Vestergaard (Sonny), Nanna Rossen (Jan), Patrick Terndrup (Eugene), Christian Collenburg (Doody) og Nastja Arcel (Miss Lynch) har således alle deres øjeblikke undervejs.

Sarah Gadborg vælter simpelthen salen med sin overdådige version af "Beauty School Dropout", der normalt synges af en mand. Men ingen – uanset køn – kan nogensinde have fremført netop dette nummer så virtuost, som Sarah Gadborg gør det her. Til premieren gik forestillingen simpelthen i stå på grund af det vedvarende bifald.

I andre opsætninger af GREASE har det været dekorationerne og kostumerne, der løb med opmærksomheden, men denne gang er det den samlede holdindsats – også rent musikalsk.

Jim Jacobs og Warren Caseys manuskript, musik og sangtekster spræder stadig glæde, og de danske oversættelser – af såvel dialog som sangtekster – virker optimalt. GREASE kan således ikke undgå at få dig i godt humør.

(Michael Søby)