★★★★★★
Morten Kirkskov var en glimrende chef for Aalborg Teater i årene 2011 til 2015, og har siden været en god skuespilchef på Det Kongelige Teater med en række sikre opsætninger af allerede etablerede klassikere blandt sine største fortjenester. Det ændrede sig i aftes, hvor han for alvor viste os, at Det Kongelige Teaters Skuespilafdelingen også kan spille ny international dramatik i det helt store format.
Matthew Lopez’ ARVEN har ganske vist modtaget Broadways og West Ends største anerkendelser i form af en Tony og en Olivier som årets skuespil, men med en spilletid på over 8 timer er det ikke bare en enorm udfordring for de medvirkende – kunstnerisk såvel som fysisk, men også en kæmpe satsning i forhold til publikum.
Alle forbehold fejes dog til side på premiereaftenen, som hører blandt de allerstørste i Skuespilhusets historie. For allerede fra første færd følte vi os rolige og trygge ved Thomas Bendixens ydmyge iscenesættelse, der lod ordene få hovedfokus samtidig med at skuespillerensemblet fik mulighed for at folde sig ud.
Vi blev indhyllet i en magisk fortælling, hvor forfatteren Edward Morgan Forsters hovedværk "Howard’s End" (kendt fra James Ivorys filmmesterværk med Emma Thompson i en Oscar-belønnet hovedrollepræstation) bliver udgangspunkt for et portræt en gruppe i tiden efter 80’ernes AIDS-epidemi.
E. M. Forster optræder ligefrem på scenen i skikkelse af en aldeles formidabel Jens Jørn Spottag, der også tegner et smuk og sørgmodigt portræt af boligejeren Walter Poole, der efterlader sin drømmebolig til en åndelig beslægtet ung mand ved navn Eric (en stor opgave forvaltet med både poesi, ynde og overbevisning af Emil Blak Olsen).
Hans mangeårige elsker, forretningsmanden Henry Wilcox (et stærk skuespilmæssigt comeback for skuespilchefen Morten Kirkskov), lader sig overtale af sine sønner til ikke at overdrage huset til Eric, da Walter ikke nåede at udarbejde et officielt testamente med dette krav.
Tilfældet vil, at Eric bryder med sin kæreste, den selvfede forfatter Toby Darling, storartet spillet af Alvin Olid Bursøe med stadig mere destruktiv selvforagt. Eric finder trøst hos Henry, som er lige så republikans som hans venner er demokrater, men deres forhold kompliceres af to unge mænd, den ambitiøse skuespiller Adam og den fattige trækkerdreng Leo (et gennembrud for Jonathan Berghholdt Jørgensen, der næppe tilfældigt har en vis fysisk lighed med den unge Morten Kirkskov).
I den afsluttende scene dukker forestillingen eneste kvinde Margaret op, men hun er heldigvis værd at vente på, for hun spilles med en betagende naturlighed af Karen-Lise Mynster: Margaret fremstår som en livsklog kvinde, der først for sent indså, at hun aldrig fik sagt de ting, hun ville sige til sin afdøde søn.
Samtlige medvirkende har dog ære af deres spil, og man havde gerne undværet det unødvendigt sentimentale klichétunge klaverspil i visse passager – skuespillerne behøver ikke musikalsk hjælp til at fremkalde følelser.
Palle Steen Christensens befriende defuse sceneografi fremstår derimod som en gevinst for forestilling, og Niels Henning Krag Jensbys oversættelse fungerer upåklageligt.
Man keder sig ikke et sekund, og vælger man at se forestillingen over to dage bliver det kun 3 timer og tyve minutter pr. aften inklusiv to pauser. Men den lange udgave på 8 timer og 10 minutter kan klart anbefales og inkluderer en spisepause på halvanden time.
Men at gå glip af forestillingen vil i al fald være en forbrydelse, for ARVEN er og bliver en bedrift uden sidestykke i Skuespilhusets historie. Aldrig har man hørt så stormende et bifald på dets store scene – og det var ikke kun de medvirkende, der havde våde øjne ved de mange fremkaldelser.
(Michael Søby)
